Læsefamilier
Hvad er en læsefamilie?
Hvad er en læsepose?
Læsefamilier er en tyverisikring af det nære for familier med børn på 10+. Bibliotekerne vil gerne invitere din familie til at deltage i Læsefamilier, så I sammen kan stjæle opmærksomheden tilbage fra alt det, der forstyrrer og komplicerer. Efter samme model som kendes fra fødevare- og måltidskasser, kan I som familie, låne en Læsefamiliepose med en række unikke litterære fælles oplevelser - parat og lige til at tage ud af posen, uden optøning.
Indholdet i Læsefamilieposerne er nøje sammensat af professionelle bibliotekarer med et fokus, der kan engagere og samle bredt - og i særlig grad kan prikke til læseiver og nysgerrighed. Læsefamilieposerne er ikke læsetræningsposer, men familiehyggeposer, der sætter fokus på læsning.
En typisk pose bevæger sig inden for et vidt spektrum af temaer og indholdskategorier - lige fra bøger, brætspil, musik, quizzer, krea eller ideer til aktiviteter og specielle events ud af huset. Temaet kan være: Gys, Natur, SoMe, Sjovt, Havet, Uhygge, Opfindelser, Mad, Tegn og Penge. Udvalget af Læsefamilieposer vil dog variere fra bibliotek til bibliotek.