Lektørudtalelse

Forfatter: Anders Christian Sivebæk

Kort om bogen

En lækkerbisken for Andeby-fans! Klassikere samt en række udvalgte serier, krydret med forord og tekster, der placerer tegneserierne i Anders And & Co.'s 70 år lange historie. For både unge og voksne tegneserielæsere

Beskrivelse

Klassikerne af Barks, med Brandmand And, de firkantede æg fra Peru og den med bordtennisboldene er med! Derudover repræsenteres en række forfattere og tegnere med deres serier. Læseren kan se frem til detektivserier med Mickey og Fedtmule, andejagt med Stygge Ulv samt bil-orienteringsløb med Anders og Fætter Højben. Gensyn med Andebys glemte beboere, Supermule, Moby And og Fætter Vims. Blandt de nyeste serier vil jeg fremhæve Arild Midthun samt tegneren Marco Rotas hyldestserie til kollegaen Don Rosa

Vurdering

Fremragende udvalg af serier, med en god blanding af gamle og nye historier fra hvert af årtierne i bogen. Velskrevne redaktionelle tekster af Houlberg-Hansen sætter tegneserierne fint i perspektiv, og tilføjer ekstra viden og baggrund - et godt samspil. En lille anke er at taleboblerne flere steder virker halvtomme pga. lille teksttype. Både Barks og Murry lavede taleboblerne så de passede til deres håndtekstning og fyldte boblerne ud

Andre bøger om samme emne

Af andre titler ligger Anders And 70 år lige for, samt naturligvis Walt Disney's Carl Barks' samlede værker. Vol. 11 - For de som vil vide mere kan Andelogien og Egmont & Co også anbefales