Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

Nervepirrende thriller om Sophies forvandling fra succesrig og lykkelig gift kvinde til nedbrudt nervevrag, der er ved at miste forstanden. Hun aner ikke, at hun er hovedperson i en ondsindet plan. Læs den, hvis du er til psykologiske, neglebidende dramaer

Beskrivelse

Sophie vågner en morgen og befinder sig i et regulært mareridt: den 6-årige dreng, hun er barnepige for, ligger brutalt kvalt ved siden af hende. Under den efterfølgende flugt fra gerningsstedet, trækker hun et spor af døde efter sig, som hun intet kan huske om. Er hun syg, paranoid - eller udsat for bevidst nedbrydning? I løbet af kort tid er hun gået fra en glimrende karriere og lykkeligt ægteskab til sin nuværende ansættelse som barnepige - i ensom og konfus tilstand. Det lykkes hende at skjule sig, og i et kort klarsyn beslutter hun sig for at skifte identitet og navn i håb om at kunne finde forklaringer på, hvad og hvem der forfølger hende. Hun har brug for en mand til at beskytte sig!

Vurdering

Djævelsk god, psykologisk spænding, der er elegant komponeret. Den franske forfatter formår at holde sin læser i en skruetvinge samtidig med at der liiiige er plads til den undren og tvivl, som ansporer læsningen og udfordrer realitetssansen. Velskrevet og sat med stor, læsbar sats

Andre bøger om samme emne

Som psykologisk thriller kan den måle sig med, og går i lige linje fra, Patricia Highsmith og John Fowles til nutidige Rosamund Lupton, Paula Hawkins og Gillian Flynn