Skriv 500 ord om grænser

24.04.18
Vil du være med i DK's største skrivekonkurrence for børn og unge?

Børn i hele landet kan igen være med, når skrivekonkurrencen ’500 ord’ skydes i gang den 16. april. Sidste års landsdækkende skrivekonkurrence ’500 ord’ fik mere end 4.000 danske børn til at skrive en historie. Nu åbner konkurrencen igen, og alle i alderen 9-14 år kan være med.

Upload din historie på hjemmesiden 500ord.dk indtil den 16. maj. Det er muligt at deltage som enkeltperson og som skoleklasse.

Vinderne
En jury finder to vindere, én som får sin historie udgivet som illustreret bog på Gyldendal og én som vinder et ophold på Brønderslev Forfatterskole i 2019. Vinderne kåres på International Festival for Børnelitteratur 1.-4. november 2018 på Dokk1 i Aarhus.

Årets tema er Grænser
Skriv en fantasifuld eller realistisk hverdagshistorie om at opdage eller overskride grænser.
Grænser er mange forskellige ting. Det kan være en fysisk adskillelse; en grænsebom, en mur mellem to lande, et hav mellem verdensdele eller en hoveddør ind til lejligheden. Det kan være en aldersgrænse. Det kan være en portal til en anden verden. Det kan være, at nogen eller noget har overskredet ens psykiske og følelsesmæssige grænse, eller det kan være de voksne, der sætter grænser for, hvordan børn og unge skal opføre sig og må deltage i. Man kan fx overskride, acceptere, flytte eller åbne grænserne for sin histories personer.

Om konkurrencen
Læs mere om konkurrencen på www.500ord.dk