Malene Wilken
Malene Wilken læser et kapitel af sin bog ”Skibet er ladet med eventyr – to år i Middelhavet”.

Fokus på fagbøgerne

Der blev fortalt om både skibseventyr og lokalhistorie, da Holbæk Bibliotek i fredags inviterede lokale borgere indenfor til Fagbogens Dag 2018.

Af Marie Hvam

Trods en gråspottet og trist himmel var der liv og glade dage, da Holbæk Bibliotek i fredags slog døren op til Fagbogens Dag 2018.

I samarbejde med Storkfelt Bog & Idé og Dansk Forfatterforening satte Holbæk Bibliotekerne, for andet år i træk, fokus på fagbøgerne, og igen i år havde de inviteret fem lokale forfattere til at komme og fortælle om deres skriveprocesser og præsentere deres nye bøger.

Fra lokalhistorie til skibseventyr
Det blev til en rigtig begivenhedsrig eftermiddag, hvor bibliotekets besøgende blandt andet blev sendt tilbage til 1800-tallets Holbæk, en tid præget af borgerkrig. Jan Sohn, forfatter bag bogen Borgerkrigen i Holbæk, havde gravet dybt i lokalarkiverne og fortalte blandt andet historier om Gæste- og Komediehuset (i dag kendt som Frandsens jernstøberi), et sted Holbæks overklasse i 1800-tallet mødtes for at opleve teaterforestillinger.

Jan Sohn
Holbæks fortid var også udgangspunktet for tidligere direktør for Holbæk Museum, Lene Floris oplæg, der tog de tilhørende med tilbage til 1915’ernes Holbæk. Her startede en gruppe arkitekter Bedre Byggeskik foreningen, der gennem 50 år kæmpede for at forbedre den danske bygningskultur. Ifølge Floris har byggeskik idealerne præget arkitekturen i store dele af Holbæk, ikke mindst på Bakkekammen, hvor flere af husene bærer tydeligt præg af at være bygget under Bedre Byggeskik Idealerne.  

Efter en rejse i Holbæks fortid blev gæsterne lokket tilbage til nutiden med vin, ost og oliven. Foredragsholder og forfatter bag bogen Skibet er ladet med eventyr – to år i Middelhavet Malene Wilken tog nemlig bibliotekets gæster med på et kulinarisk madeventyr. Inspireret af sine rejser gennem Middelhavet inviterede hun gæsterne til at ”smage” på nogle af de områder som hun, i selskab med sin familie, havde sejlet igennem.  

Inspireret til næste bogkøb
Inspireret af de mange spændende bogoplæg var der flere besøgende som benyttede pauserne mellem oplæggene til at begive sig i bibliotekets lyse foyer, hvor Holbæk Bibliotekerne og Storkfelt Bog & Idé havde opstillet borde med noget af årets bedste faglitteratur, lige fra Hella Joofs Dage med Mildhed, Modhed og Mirakler til Poul Grinder-Hansens Kronborg og Michael Quettings Gåsefar – en fortælling om hvordan syv gæslinger gjorde mig klogere på livet.

Boghandlere fra Storkfelt Bog & Idé stod klar til at sende de besøgende hjem med en god fagbog, mens Frederiksberg Chokolade tilbød gæsterne et væld af lækre flødeboller og chokoladestykker.
Der blev handlet flittigt – både med bøger og chokolade – og de besøgende forlod biblioteket, ikke kun med nye bøger og lækker chokolade, men også med ny inspiration til hvilke bøger de skulle hjem og få reserveret!

__________________________________________
Er du blevet inspireret til din næste fagbogslæsning, men savner du inspiration? Så hent her pjecen “Fagbøger 2018 - et udvalg”, produceret i forbindelse med Fagbogens Dag 2018

Fagbøger 2018 (pdf)