DR Romanprisen 2024
DR Romanprisen 2024

De nominerede til DR Romanprisen 2024 er...

23.06.23
Kim Blæsbjergs ’De bedste familier’, Peder Frederik Jensens ’Rans vilje’, Ditte Holm Bros 'Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler', Theis Ørntofts "Jordisk", Malte Tellerups 'Mestrene' og Rasmus Theisens 'Molbohistorier' er de seks romaner der er nomineret til næste sæson af DR Romanprisen. Stort tillykke til dem alle!

Der er lagt op til samtaler om både fortiden og nutiden, når bibliotekernes mange romanlæseklubber skal mødes og diskutere.

’De bedste familier’ - til debat i december

Kim Blæsbjerg favner bredt i en både vigtig og fængende fortælling om tavshedskultur, forurening og klasse- og kønskampe. Romanen beskriver et stykke fortiet danmarkshistorie om Cheminovas mange giftudledninger og forgiftning af arbejderne. Vi følger på skift to forskellige familier fra 1953-62: Arbejderen Niels, der via fabrikken sikrer familien bedre levevilkår og ingeniøren Jørn, der flytter til Vestjylland. Ens for dem er, at der er ting, de ikke taler om. Fordi de ikke vil, tør eller evner det. Fabrikken knytter de to familier sammen, og der opstår et tæt bånd mellem Niels' og Jørns koner, Margrethe og Karin, og gennem dem oplever vi den spirende kvindekamp.

Juryens motivation for nomineringen:

"De bedste familier er i sin skildring af kemikalier, kapitalisme og kønskamp brændende aktuel. Det er et brag af en roman, der både stiller skarpt på omkostningerne ved overgangen fra efterkrigstid til velfærdssamfund og på en gryende køns- og klassekamp i lyset af en miljøskandale, der stadig har konsekvenser for den danske natur. ’De bedste familier’ rummer flotte karaktertegninger af både vestjyderne og de københavnske tilflyttere og belyser kulturkampen mellem land og by, tradition og modernitet.

I romanen bringes læserne langt ind i den vestjyske tavshedskultur, som bliver eksponent for tavsheden omkring miljøskandalen, der vokser sig større og større. Samtidig viser den at fattigdom også er at være fattig på sprog, og dermed er der tråde til tidens aktuelle debat om klassesamfundet."

Rans vilje - til debat i januar 2024

Med afsæt i stormfloden i 1872 skildrer Peder Frederik Jensen orienteringen mod nye tider og menneskets overlevelsesdrift på godt og ondt. En tidligere sømand overlever flodbølgen, da han havde forudset naturkatastrofen og bygget et hus, der kunne klare stormen. Efter stormfloden finder han en navnløs, levende pige. Han tager hende til sig og kan kun få den lille pige til at holde op med at græde ved at fortælle historier. I kølvandet på stormfloden følger samfundets drømme om fremskridt, hvor driftige mænd ønsker at lave kystsikring. Men sømandens hus ligger netop, hvor de vil bygge, og det fører til et drama på liv og død og viser de tab, fremskridtet fører med sig.

Juryens motivation for nomineringen:

"Rans vilje er en roman med en fortællekraft som vælter én fuldstændig omkuld. Den er vild og voldsom som flodbølgen, der vælter ind over Syddanmark i 1872. Romanen er både spændende og urovækkende og sine steder virkelig grum. Sømanden, den lille pige og de øvrige karakterer males tydeligt frem. Det føles som at være der selv midt i stormflodens rasen - dels på grund af forfatterens sproglige akkuratesse, dels fordi naturens kræfter og menneskets trang til at tæmme den er eviggyldige tematikker, som rammer læseren med ekstra kraft lige nu på grund af de klimaforandringer vi står lige midt i.

Peder Frederik Jensen skriver i et sprog, som kan minde om både Johannes V. Jensen og Kim Leine. Læseren suges ind i en fortælling om vores udsathed overfor naturen, og forfatteren berører fermt de helt store menneskelige temaer som tvivl, ensomhed, stædighed, længsel og kærlighed."

Lån 'Rans vilje' som ebog på eReolen.

Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler - til debat i februar 2024

Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler indånder vi støvet fra fortidens kvinder. Vi kommer helt tæt på to husmødre i 50'ernes Vestjylland, og det er de kvinder, vi står på skuldrene af i dag, mens kampen om ligestilling fortsat er aktuel. 

Gemt under omslaget ses titlen ’Girls of dust’, skrevet med pink-glitter på retro-grøn baggrund, som en hemmelig hilsen fra støvets kvinder. Beskrivelsen af kvinderne og romanens forløb over en enkelt dag giver associationer til Virginia Woolfs Mrs Dalloway.

Juryens motivation for nomineringen:

"Ditte Holm Bro er en ny, klar stemme i dansk litteratur. Romanen er nærmest ’domestic horror’, den er intens og fokuseret, og beskrivelsen af de to kvinders tanker, længsler og drømme er smukt og levende beskrevet. Ditte Holm Bro giver stemme og værdighed til vores mødres og mormødres historie; deres arbejde i hjemmet uden status og den klaustrofobiske sociale kontrol, de var underlagt.

Romanens temaer er alment menneskelige; kvinder fastlåst i deres ægteskab, længslen efter et andet liv og uforløst seksualitet. Selv om den foregår i 1958, er det ikke kun en historisk roman. Den beskriver en følelse af at være usikker og indespærret; følelser som mange mennesker vil kunne genkende. Samtidig er det en roman, der hiver det usynlige, ulønnede arbejde uden status frem i lyset og giver det betydning. Den stadige stræben efter den perfekte familie er også et velkendt nutidigt perspektiv."

Lån 'Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler' som ebog og lydbog på eReolen.

Jordisk - til debat marts 2024

Jordisk skildrer en familie gennem tre generationer fra 1967 til 2036. Bogens fem afsnit, der alle tager afsæt i en generation af familien, peger på et netværk af forbindelser mellem det enkelte menneske og dets ophav, samfundets økonomier og alt, hvad der ellers omgiver os. 

Theis Ørntoft har en særlig evne til både at zoome ind på detaljen i det enkelte menneskes liv og zoome ud og male med den brede pensel, og på den måde får læseren en fornemmelse af, hvordan alting er vævet ind i hinanden, i historien, i naturen og i katastrofen. Romanen er skrevet i klimakrisens skygge og er tematisk i tråd med Ørntofts tidligere bøger.

Juryens motivering for nomineringen:

Med afsæt i tre søskende folder Theis Ørntoft en stor og melankolsk fortælling ud om en families evne til sammenhold og dens risiko for opløsning. Som et billede på samfundet, på planeten og på fremtiden. Han serverer fremragende slægtshistorie side om side med en stærk fortælling om den vestlige verdens udnyttelse af jordens ressourcer, og hvordan det går med os mennesker og samfundet, når materiel vækst er det absolutte omdrejningspunkt. 

Med ’Jordisk’ kombinerer Theis Ørntoft slægtsromanen og samtidsromanen på en overbevisende måde og fornyr i samme gestus slægtsromanen som genre. Han rammer samtiden lige på kornet, og det er imponerende, hvordan beskrivelsen af karakterernes dagligdag samtidig bliver til en udforskning af hele vores eksistens. Det ene øjeblik er vi midt i et familiedrama, i det næste nærmer vi os civilisationens undergang. 

’Jordisk’ er også en roman om håb. Et opråb om nødvendigheden af at danne nye fællesskaber, der kan udfordre og tage kampen op med det, der truer både vores tilværelse og Jordens eksistens .”

Lån 'Jordisk' som ebog på eReolen.

Malte Tellerup: Mestrene - til debat i april 2024

Mestrene er en autofiktiv skildring af sportskultur og foreningsliv.

Malte Tellerup skriver om at være vokset op i en håndboldfamilie og have tilbragt de fleste af døgnets timer i en sportshal. Han stiller skarpt på maskuline ritualer og de sociale koder i omklædningsrummet og på det queer begær, som sportskulturen har mere end svært ved at rumme.

Ud over at fortælle om vindere og tabere og en usund mandsdomineret halkultur, kredser 'Mestrene' om et kompliceret far/søn forhold, især efter forældrenes skilsmisse. 

Malte Tellerup modtog en Blixenpris i 2018 som Årets litterære talent, og 'Mestrene' er hans fjerde roman.

Juryens motivation for nomineringen:

""Tellerup skriver originalt og nyskabende, og det er som om sproget afspejler, hvordan håndbold spilles. Der er hurtige skift i synsvinkel, skud direkte på mål, fald på gulvet og en tempofyldt dans hen over gulvet. Mestrene sætter neglene i lige der, hvor identiteten kobler sig til livet i hallen og spillet på banen. Og hvor det smerter, når det ikke lykkes at hale en sejr hjem. Det er mesterligt beskrevet af Malte Tellerup. 

'Mestrene' er et suverænt insiderblik på miljøet og kulturen omkring håndbold og en præcis skildring af en tidsånd i forandring. Fra fællesskabet og sammenholdet i klubben til den mere professionelt ledede klub, som Ulrik Wilbek indvarsler. Bogen drager en parallel mellem håndboldens individualisering og samfundets vindermentalitet og er på en gang et opgør med en giftig halkultur og et kritisk blik på det moderne Danmark .”

Rasmus Theisen: Molbohistorier – til debat i maj 2024

Molbohistorier er en fortælling om klimakrise og en verden i forandring. Ramus Theisen laver med denne folkhorrorroman en allegori over klimakrisen, som betegnes "verdens største molbohistorie". Et regnvejr på Mols, der varer i et år, får de destruktive kræfter frem. Vi følger den lokale digter og gartner Viktor, kæresten Monika og deres datter, og hvad der sker, når ubearbejdede traumer fra barndommen får frit spil.

Romanen kredser om forandringer og sammenbrud og foregår i to verdener: Den realistiske nutid og den mytologiske og horroragtige verden.

Rasmus Theisen modtog Munch Christensens debutantpris for Andre hunde i 2022. 'Molbohistorier' er hans anden roman.

Juryens motivation for nomineringen:

Med ’Molbohistorier’ tegner Rasmus Theisen et omsorgsfuldt og semiuhyggeligt portræt af Mols og fortæller en gribende forfaldshistorie om en mand, der går i hundene. Den voldsomme regn øger spændingerne mellem Molboerne og de mange tilflyttere, og romanen sammenfletter elegant tidens temaer om klima, klasse og udkantsdanmark. 

Regnvejret som ramme for fortællingen er nok dystopisk, men Molbohistorier er skrevet i et levende og sprudlende sprog med legende sætninger og levende scener, som både gyser og underholder. Bogen har korte, præcise sætninger og rummer både stærke billeder af familien, der går i opløsning, og af modsætningerne mellem Molboere og tilflytterne. Det er humor og tung melankoli side om side. Uden at spoile: Hold godt fast i puden de sidste sider, hvis du er typen, der ikke er vant til at opsøge et godt gys. 

I juryen, som nominerer bøgerne til Romanprisen, sidder Mette Willumsen, Kåre Poulsen og Hanne Barslund fra DR samt Lise Vandborg fra Litteratursiden.

Debat i DR Romanlæseklubberne

Debatterne i klubberne om de seks romanerne løber fra december til maj 2024. Herefter stemmer alle landets læseklubdeltagerne om, hvem der skal vinde prisen, der afsløres i juni 2024.

Oprindeligt skrevet af Litteratursiden.

Materialer
Kim Blæsbjerg: De bedste familier : roman GennemseGennemse
  • Bog

De bedste familier : roman

Af Kim Blæsbjerg (2023)
Et stykke skønlitterært danmarkshistorie fortalt gennem to familier fra Lemvig, begge med tilknytning til fabrikken C...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Rans vilje : roman

Af Peder Frederik Jensen (2023)
Efter stormflodens rasen ved Lolland i 1872 driver en lille pige alene rundt i vandet i en kasse. Den ældre sømand Ro...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler : roman

Af Ditte Holm Bro (2023)
Romanen følger svigerinderne Valborg og Johanne på én skæbnesvanger dag, den 22. december 1958, hvor deres fortælling...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Jordisk : roman

Af Theis Ørntoft (2023)
Roman om en familie i fire generationer, deres indbyrdes forhold og konflikter samt deres opgør med tidligere tiders ...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Mestrene : roman

Af Malte Tellerup (f. 1989) (2023)
Da Malte Tellerup som 17-årigt håndboldtalent står overfor sin helt store chance, tager han en beslutning, der ændrer...
Læs mere
GennemseGennemse
  • Bog

Molbohistorier : roman

Af Rasmus Theisen (f. 1995) (2023)
Regnen falder tungt på Mols. Den truer med at drukne både landet og de mennesker, der bor der. Roman til dem med inte...
Læs mere