Datacentre. Billede: DEO
Datacentre. Billede: DEO
Foredrag og debat

Datacentre: Skal Danmark være hele EU’s serverrum?

Tid
19:00 - 20:30
Sted
Holbæk Bibliotek
Nygade 9,
4300 Holbæk
EU vil tredoble sin datacenter-kapacitet over de næste fem til syv år for at øge sin teknologiske suverænitet. Datacentrene forbruger enorme mængder strøm og fylder i landskabet, men har vi råd til at sætte en stopper for dem?

Lokale borgere er flere steder i landet begyndt at samle sig i borgergrupper, der protesterer imod udbygningen af datacentre på dansk jord. I lokalsamfundene er det ofte spørgsmål om vand, strøm og placering, der fylder. Og visse steder er modstanden lykkedes med helt at stoppe udbygningen af datacentre. For eksempel i Holbæk, hvor et datacenter, der ville have seksdoblet Holbæk Kommunes elforbrug, længe var på tegnebrættet. Centret ville have udfordret kommunens mål om at blive selvforsynende med vedvarende energi i 2030.

Det danske landskab fungerer som et nordeuropæisk knudepunkt, hvor vi har 50 datacentre spredt ud over landet. Det er især den høje andel af grøn strøm i det danske elnet, der gør det attraktivt for tech-selskaberne at placere datacentrene her.

Der er yderligere planer om at bygge mere end 30 datacentre de næste år. Men også her har lokal modstand i enkelte kommuner formået at kaste grus i planerne. I blandt andet Køge og Greve er planerne om opførsel skrinlagt som følge af modstanden.

De massive forsøg på udbygning af datacentre sker som led i, at EU ønsker at tredoble sin datacenter-kapacitet i løbet af de næste fem til syv år. Ifølge Ursula von der Leyen skal EU være førende på kunstig intelligens, og datacentrene skal ligge i EU’s for at gøre EU for at styrke dets serverkapacitet og samtidig gøre Unionen mindre afhængig af fx USA og Kina.  

Det er i EU, at man beslutter fælles rammer for, hvordan datacentrene skal drives og reguleres. Det gør de for eksempel ud fra energieffektiviseringsdirektivet, hvor EU stiller konkrete krav til energiforbrug og genanvendelse af overskudsvarme, og en række bæredygtighedsstandarder, der skal sikre, at klimamålene bliver overholdt.  

Men det er ikke i EU, at man beslutter placeringen af datacentrene i medlemslandene. Det besluttes af nationale, regionale og lokale myndigheder og private tech-selskaber som for eksempel Google, Apple og Microsoft. I Danmark skal projekterne godkendes eller afvises i byrådene.  

I dag står datacentrene for 2-3 procent af EU’s samlede elforbrug. Det store strømforbrug i datacentrene vil kunne komme til at spænde ben for resten af den grønne omstilling i EU og Danmark. Men omvendt vil placeringen af datacentre på europæisk jord være med til at sikre kontrol.  

Kom til oplæg og debat, hvor vi sætter fokus på EU’s rolle i udbygningen af datacentre og på de lokale problemstillinger i Holbæk samt de andre lokalsamfund, hvor datacentrene skal placeres. 

  • Hvilke krav fra EU – og Danmark – kan der stilles til et lokalt privat datacenter som det foreslåede i Holbæk? 
  • Bør beslutninger om datacentre løftes op på et nationalt niveau eller endda EU-niveau? 
  • Hvad er behovet for datacentre i Europa og Danmark, og hvordan bidrager de til samfundet? 
  • Hvilke udfordringer skaber datacentre for den grønne omstilling i EU? 
  • Kan Europa blive uafhængig af udenlandske tech-selskaber og dermed sikre øget kontrol? 
  • Hvad fortæller den lokale modstands succes med at forhindre opførslen af datacentre om den fremtidige udvikling af teknologien i EU?

Oplægsholdere: 

  • Caroline Anna Salling: Caroline er postdoc ved Københavns Universitet og antropolog. Hun har i sin forskning særligt fokus på, hvordan store infrastrukturprojekter herunder datacentre påvirker lokalbefolkning og klima. 
  • Lars Gårn Hansen: Lars er professor emeritus i miljøøkonomi ved Københavns Universitet og medlem af Det Økonomiske Råd fra 2015-2025. Han har blandt fagekspertise om klimaregulering og interaktionen af de kommunale med de nationale og europæiske klimamål.
  • Alberte Møller: Alberte er aktiv i borgergruppen Et Grønt Holbæk. Gruppen har sat datacentre på dagsordenen i Holbæk kommune med research, borgerinddragelse og politikerkontakt, hvor de forsøger at oplyse om de mange udfordringer, der kan være ved datacentre lokalt.

Moderator: Marcus Popov, projektleder i DEO

GRATIS ADGANG - men kræver en tilmelding via linket.