Vind-Vind dokumentarfilm
Vind-Vind
Foredrag og debat

Vind Vind: Huave-folket og vindmølleparkerne i Mexico

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Hent billet: Gratis
Sted
Holbæk Bibliotek

Store sal
Vi viser dokumentarfilm om vindmølleparker og oprindelige folk i Mexico. Bagefter fortæller journalist Niels Boel om klimaforandringerne i Latinamerika og der er debat om grøn energi og hensyn til lokale befolkninger.

Dokumentarfilmen ”Vind Vind: Huave-folket og vindmølleparkerne i Mexico” handler om de dilemmaer, den grønne omstilling rejser i forhold til oprindelige folks rettigheder i det sydvestlige Mexico. 

Filmen skildrer et spændende dilemma, hvor man på den ene side har et akut behov for rene energikilder for at imødegå klimaudfordringen og på den anden side skal respektere lokalbefolkningers ret til at blive hørt og specielt oprindelige folks rettigheder, som er internationalt anerkendte. Det er et dilemma, som også kendes fra Kiruna i Nordsverige, hvor samerne er imod udvinding af såkaldt sjældne jordarter, der kan berøre rendriften negativt. I danske kommuner vil mange også nikke genkendende til dilemmaet. Mere overordnet handler det om, hvorvidt den økologisk bæredygtige omstilling også skal være socialt bæredygtig 

Se filmens trailer: https://vimeo.com/1104416202?fl=pl&fe=sh 

Mere om filmen: 

På Stillehavshavskysten i det sydvestlige Mexico findes særligt gunstige vindforhold for at producere vindenergi. Men her bor det lille oprindelige folk Huave, som ikke synes, det er en god idé at store selskaber opsætter hvad der ville blive Latinamerikas næststørste vindmøllepark med 1.200 vindmøller på deres gamle fiskeområde. 

I princippet bør klimapolitik overtrumfe alle andre hensyn, fordi det er planetens overlevelse, som står på spil. Men ifølge internationale aftaler skal oprindelige folk høres, førend der kan gennemføres projekter, der har betydning for deres fremtid som folk. 

Filmen varer 45 minutter. Efter filmen vil filminstruktør Niels Boel fortælle om klimaforandringerne i Latinamerika, svarer på spørgsmål om filmen og dens tematik og indgå i evt. debat.

Om Niels Boel:

Niels Boel er journalist, politolog, tidligere korrespondent for Weekendavisen i Latinamerika og ekstern lektor ved Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Han har deltaget i flere af FN's årlige klimatopmøder, COP'en. Hans film om oprindelige folk har fået hædrende omtale af UNESCO: VIDEOS: Voices from indigenous peoples | The UNESCO Courier