Månedens udstillere - Berit Falster-Hansen og Susanne Mak Dalum
Af Ane
Berit Falster-Hansen og Susanne Mak Dalum udstiller i Store sal på Holbæk Bibliotek samt montrene i udlånet fra den 2. -30. juli 2026
Berit fortæller:
Det er mit ønske, at du har lyst til at se på mine billeder – et eller flere af dem.
Mine billeder må gerne have en fortælling, og det vil altid være den fortælling, som du oplever.
Du spørger mig måske: Hvad vil du sige med dit billede?
Mit svar vil være: Hvad ser du – hvad fortæller billedet dig?
Måske får vi så en samtale om det.
Her er der plads til individuel fortolkning.
Når billedet hænger på din væg, vil din oplevelse måske variere under forskellige omstændigheder.
Vores oplevelser knytter sig til det, vi har med os i rygsækken fra vores levede liv.
Min rygsæk er fyldt med bl.a. kommunikation, musik, sang, drama, formidling og coaching.
Jeg maler fortrinsvis med akryl på lærred, men der sniger sig også kul og andre medier ind.
Om mine papmaché-kreationer.
Papmaché er først og fremmest defineret ved genbrug af alle slags papir og pap. I nogle tilfælde kan emnet være forstærket med metaltråd, eller det er måske bygget op over et genbrugs-plastikemne, så det kan indeholde vand.
Jeg forsøger at bevare den rustikke overflade – det er ikke keramik, og det skal ikke ligne keramik. Papmaché har sin egen kvalitet og identitet.
Om mig – Berit Falster – Galleri
Susanne fortæller:
Jeg arbejder med mange former for kunst og håndværk. Jeg arbejder i denne omgang med akrylmaling og stentøj keramik. En sommerudstilling med en samling af kopper, skåle, fade og vaser. Der er alt fra en enkelt lille skål til et salatsæt med 3 skåle i forskellige størrelser. Derudover malerier som er i serier på 2 og 3, lige til at hænge over sofaen der hjemme.
Du kan se mere på instagram: susannes_kunst og personligt på Facebook: Myreflittig