Litteratur

Ida anbefaler: Gode ungdomsbøger

Ida fra 8. klasse har været i skolepraktik på Holbæk Bibliotek, og hun ELSKER bøger. Derfor har vi naturligvis bedt hende om at dele sine bedste læseoplevelser og lave nogle boganbefalinger til os. De kommer her!

Af Anette Mogensbæk Berggren

Tags

For unge

Gåden om Alaska af John Green 

Hvad handler bogen om? 

Bogen handler om drengen Miles der ingen venner har. Han starter på en kostskole, hvor han hurtigt får nye venner. En af dem er den fantastiske Alaska. Miles samler på folks sidste ord og leder efter ”Det store måske”, men pludselig rammer en stor tragedie, og Miles og hans venner sætter sig for at løse gåden om tragedien. 

Hvad kan du godt lide ved bogen?

Bogen er meget spændende og overraskende (hvis man vel og mærke ikke kommer til at læse forud…) Den rammer mange følelser, både glæde, sorg og meget mere. Man kommer til at føle, at man kender personerne og samtidigt med, at personerne har det sjovt og fjoller, er de også meget eftertænksomme og dybe. Bogen er også meget smuk. 

Hvem ville du anbefale bogen til? 

Hvis man har læst ”Fordelene ved at være en bænkevarmer” af Stephen Chbosky, og kan lide den, vil jeg gerne anbefale ”Gåden om Alaska”. Til folk, der kan lide sørgelige, eftertænksomme bøger med lidt kærlighed i. 

Tre stikord om bogen: 

Sorg, mystik og venskab.

 

Sofies verden af Jostein Gaarder 

Hvad handler bogen om? 

Sofie er en helt almindelig15-årig pige, da hun pludselig får nogle mystiske breve, der viser sig at være et filosofikursus. Samtidigt med, at den mystiske filosofilærer fortæller om filosofiens historie, lige fra naturfilosofferne til Jesus og Sartre, sker der flere og flere mystiske ting i Sofies hverdag. 

Hvad kan du godt lide ved bogen?

Man får et rigtigt godt indblik i filosofien og dens historie, men fordi det skifter fra filosofibrevene til Sofies liv, gør det det lidt mere spiseligt, så man ikke bare får opremset alle tidens filosoffer. Der er også et helt utroligt plot twist, som jeg synes var virkelig godt fundet på. Noget, man ikke lige har set komme. 

Hvem ville du anbefale bogen til? 

Hvis man interesserer sig for filosofi eller gerne vil vid mere om emnet, er Sofies Verden god.

Tre stikord om bogen: 

Filosofi, tankevækkende og overraskende.

 

The Selection – Udvælgelsen af Kiera Cass 

Hvad handler bogen om? 

I Illéa er samfundet delt op i kaster. Den øverste kaste er kongehuset, og da kronprinsen, Maxon er giftemoden, holder de en konkurrence, hvor nogle af landets unge piger, kan konkurrere om at blive Maxons brud. America, fra én af de lavere kaster, bliver nød til at melde sig. Hun er faktisk slet ikke interesseret, men snart begynder kærligheden at blomstre mellem hende og Maxon. 

Hvad kan du godt lide ved bogen? 

Bogen kan godt lyde lidt overfladisk, men det synes jeg ikke, at den er. Den er rigtig spændende og måden, den er skrevet på, giver nogle gode billeder i hovedet. Der er 5 bøger i serien, men den første er nok den bedste. Det er lidt en moderne udgave af Askepot. 

Hvem ville du anbefale bogen til? 

Til folk der elsker romancer og godt kan lide lidt glimmer og eventyr. Bogen er meget let at komme igennem.

Tre stikord om bogen: 

Kærlighed, kongelige og kaster.