Månedens udstiller - Joe Pearson
Akryl og akvarel – motiver fra natur, fugleliv og hverdagslandskaber
Af Ane
Joe Pearson udstiller i Store sal på Holbæk Bibliotek fra den 3. - 30. september 2026
Joe fortæller:
Mine motiver finder jeg tæt på.
I landskaberne omkring Lejre, ved Roskilde Fjord, i de små byrum og i den natur, jeg færdes i året rundt. Det er velkendte steder, men de forandrer sig hele tiden med lyset, årstiderne og stemningen.
Jeg søger de øjeblikke, hvor det almindelige pludselig bliver noget særligt. En stille morgen, et skift i lyset, en vej, et træ eller en fugl, der for et kort øjeblik får én til at standse op.
Det er disse øjeblikke, jeg forsøger at fastholde på lærredet.
Jeg arbejder primært med akryl og supplerer indimellem med akvarel, hvor de transparente lag giver mulighed for at lade lys, farver og stemninger mødes.
Et maleri bliver først rigtig levende i mødet med den, der ser på det. Derfor håber jeg heller ikke, at du ser det samme, som jeg så, da jeg malede billedet.
Måske ser du noget helt andet. Måske vækker et motiv et minde, en stemning eller en følelse. Og måske opdager du noget i billedet, som jeg ikke selv havde set.
Det er netop det, jeg holder af ved maleriet.
Jeg håber, du ser noget, der er dit.