Bibliotek
Holbæk BibliotekI samarbejde med
Naturpark Åmosen Kalundborg Bibliotek Sorø BibliotekEr du nysgerrig på sommerfugle, biodiversitet og naturens skjulte fortællinger?
Så kom med på en stemningsfuld gåtur i Hejrebjerg Skov i Naturpark Åmosen, hvor vi går på opdagelse i landskabets mangfoldighed og de små arter, der fortæller noget stort om naturens tilstand.
I Hejrebjerg Skov, en del af Naturpark Åmosen, findes to afmærkede ruter på henholdsvis ca. 2,5 og 5 km. Området er kendt for sin rige natur, sine mange sommerfugle og gode faciliteter med borde og bænke undervejs. Ruterne fører gennem både skov og åbne vidder og er et oplagt sted at gå på opdagelse.
Vi mødes ved Stridsmølle, hvorfra vi sammen går den korte rute. Turen er et gående oplæg, hvor vi undervejs taler om sommerfugle, biodiversitet og naturens forandringer – og om hvorfor de små arter kan fortælle noget stort om landskabet omkring os.
Undervejs vil vi:
- snakke om biodiversitet og hvorfor sommerfugle er vigtige indikatorer for naturens tilstand
- lave sommerfuglebingo for både børn og voksne
- høre om Lea Korsgaards bog Inden året er omme, hvor hun sætter sig for at finde alle Danmarks dagsommerfugle på ét år – en rejse der også bliver en refleksion over menneskets forhold til naturen
Sommerfuglene er ikke kun smukke – de fortæller også noget om, hvordan naturen har det. Mange arter er i tilbagegang, fordi blomster, levesteder og variation i landskabet forsvinder. Når sommerfuglene bliver færre, er det ofte et tegn på, at biodiversiteten er under pres.
Turen foregår i roligt tempo og kræver ingen særlige forudsætninger – kun nysgerrighed og lyst til at være ude.
Arrangementet henvender sig til både voksne og familier med børn.
Tag gerne kikkert med, hvis du har, og husk tøj efter vejret.
Al tilmelding, kommunikation og spørgsmål vedrørende arrangementet skal rettes til Naturpark Åmosen. Billetter: Voksen 50 kr. og børn (5-14 år) 30 kr.
Litteratur i Åmosen er et samarbejde mellem bibliotekerne i Sorø, Kalundborg og Holbæk Kommuner og Naturpark Åmosen.