Piet anbefaler 'Underskud' af Emma Holten

Læsernes Bogpris 2025

Af Ane

🧡 Nomineret til Læsernes Bogpris: 'Underskud' af Emma Holten 🤑

Ja tak, lad os få nogle flere perspektiver og historisk baggrund for noget af det vi et langt stykke hen ad vejen har taget for givet: Måden vi taler om økonomi og måden vi taler og tænker om værdi og prissætning.

Emma Holten giver i sin bog 'Underskud' læseren en god indføring i hvordan økonomer igennem historien har forsøgt at beskriver økonomiske sammenhænge og systemer, der på videnskabelig vis kunne sige noget om hvorfor vores samfund så ud som det gjorde - og hvad der var vigtigt vi skulle ændre eller udvikle.

I denne videnskabelige vinkel blev det at føde og holde hus reduceret til usynlige opgaver uden værdisættelse, uanset at ny arbejdskraft jo kræver at der kommer nye arbejdsduelige mennesker ud på arbejdsmarkedet. I bogen skriver hun det meget præcist: “Alle tjener penge på det ulønnede arbejde - undtagen de mennesker der udfører det.”

Man er ikke i tvivl om at Emma Holtens hjerte banker for, at vi taler om værdien i samfundet på en anden måde end økonomerne igennem tiderne har gjort og stadig gør. I bogen gør hun det både velunderbygget og velskrevet, så der løbende er stof til eftertanke. Man får lyst til at læse videre og få alle pointerne med.

En stor anbefaling om at læse Emma Holtens bog og et sidste citat at gå ud i verden med: “Vi skaber så meget værdi for hinanden - det er svært at måle, men det er ikke svært at mærke”.

Piet/ Holbæk Bibliotekerne

Du kan stemme på 'Underskud' her.