DR Romanprisen 2026
Holbæk Bibliotekerne er klar til endnu en omgang DR Romanprisen!
Af Ane
Om DR Romanprisen 2026
Vil du være med i et læsefællesskab, der rækker ud i hele landet? Hvert år kårer DR sammen med lyttere og læsere fra hele landet årets mest interessante danske roman.
DR Romanprisen på Holbæk Bibliotekerne
På Holbæk Bibliotekerne har vi tre læseklubber, hvor vi sammen læser, diskuterer og udveksler stort og småt fra vores læseoplevelser. I læseklubben DR Romanpris mødes vi hver måned og taler om den udvalgte bog. I klubben deltager også en bibliotekar, og biblioteket sørger for, at bøgerne ligger klar hver måned.
Når alle 6 romaner er læst og diskuteret i bibliotekernes over 100 romanklubber landet over, vælger alle klubber deres 3 favoritter og årets DR Romanpris vinder udpeges.
Læs juryens motiveringer for alle 6 romaner
Kim Fupz Aakeson: Skyggen foran mig - december 2025
"En helstøbt og tankevækkende roman om skyld, sorg og tilgivelse. På en overbevisende måde stiller romanen skarpt på, om der findes tilgivelse for det utilgivelige. Pilgrimsvandringen fungerer overordentlig godt: Den ydre rejse spejler den indre i hovedpersonens forsoning med sin gerning. En indfølt og hård familiehistorie med en finale, der er stort orkestreret på sin egen stille måde."
Dorthe Nors: Spænd - januar 2026
"Romanen viser det svære i at række over afstande, både geografiske og menneskelige, og rummer en sprogligt funklende beskrivelse af et miljø, som mange ikke længere kender, og af universets fjerne galakser. Dorthe Nors tegner et nuanceret portræt af en kvinde midt i livet og er eminent til at beskrive, hvordan det er at stå udenfor og have glemt koden til det sociale liv. Gunns stille insisteren på at støtte unge, der har det svært, foldes ud på fremragende vis og sætter både omsorg og moderskab i et større perspektiv."
Amalie Laulund Trudsø: Kunstnerhjem – februar 2026
”Romanen skildrer fint og kærligt det nære i kvindelivet og fællesskabet. Det er bemærkelsesværdigt, hvor lyslevende Signe skrives frem. Man mærker hendes længsler, enorme styrke og kærlighed til sine børn, mens hun forsøger at få styr på både karriere og de indre linjer.”
Niels Krause-Kjær: Ude for uden – marts 2026
”Niels Krause-Kjær har skrevet en roman om Danmarks overgang fra landbrugsnation til forbrugersamfund. Forfatteren skildrer landmandslivet med stor solidaritet i bevægende og personlig slægtsroman om Danmark i en brydningstid.”
Theis Ørntoft: Habitat – april 2026
”I Habitat tager Ørntoft os med helt ind i sit eget mørkekammer, hvor læseren følger hans kamp mod angst, selvhad, udbrændthed og pornoafhængighed. Forfatteren forvandler sin personlige krise til stor litteratur, og Habitat hæver sig langt over den gennemsnitlige selvbiografiske roman.”
Denis Kiy: Blokkene – maj 2026
”I Blokkene får de mennesker, vi oftest ser beskrevet i fortællinger om sociale problemer og ghettoer, en anden stemme. Deniz Kiy skriver varmt og smukt om både forældreskab, sorg og modstandskraft og om kampen for at komme overens med livet.”
I år opretter Holbæk Bibliotekerne tre DR Romanpris klubber; en formiddagsklub og en eftermiddagsklub i Holbæk og en eftermiddagsklub i Tølløse.
Der er udsolgt til alle tre DR Romanpris klubber.
Når du tilmelder dig læseklubben får du en velkomstmail om hvornår du kan hente bogen til læsning og hvor klubben mødes. Som udgangspunkt har du 14 dage til at læse romanerne.
Klubberne holder samlet hygge og afstemning mandag den 18. maj klokken 15 på Holbæk Bibliotek.
DR Romanprisen | Lyt som podcast | DR LYD
Kontaktpersoner på DR Romanklubben er:
Birgitte
Mail: bjn@holb.dk
Telefon: 7236 7008
Mette
Mail: mm@holb.dk
Telefon: 7236 7053