Anne anbefaler 'Min Kim' af Eva Tind

Læsernes Bogpris 2025

Af Ane

🧡 Nomineret til Læsernes Bogpris: 'Min Kim' af Eva Tind 💔

Den 28. marts 1975 blev 10 hittebørn fløjet fra Sydkorea til Danmark og blev født ud af siden på et fly i Kastrup Lufthavn. Her ventede 10 forventningsfulde og spændte danske adoptivforældre på at modtage deres børn. Blandt de 10 hittebørn ankom Nam Sook på 13 måneder, som ved ankomsten fik navnet Eva og Min Kim på 3 eller 4 år, som fik navnet Gull-Mai. 

Pigernes familier besøgte hinanden en gang årligt og Eva og Gull-Mai blev pennevenner. Da Eva var omkring 14 år og Gull-Mai 16 år, mistede de kontakten. De genså først hinanden 30 år senere. 
Gennem romanens breve, samtaler og rejser spejles Gull-Mais og Evas opvækst. De to kvinders virkeligheder fletter sig sammen til en fortælling om myters sammenbrud, om slægtskabets betydning og om, hvordan man skaber sin egen identitet ved selv at bestemme, hvordan historien fortælles.
Da Gull-Mai fortæller om sin forfærdelige opvækst, bliver Eva ramt af en altdominerende følelse: Hun må skrive en bog om at vokse op som adopteret i Danmark.

Adopterede børn – børn udsat for adoption - bliver adskilt fra deres biologiske familier og sat ind i en helt ny og tilfældig familie, her oplever mange en opvækst med at have få eller ingen at spejle sig i. Adopterede børn vokser op med at de er så heldige at være kommet til Danmark, fået et dejligt hjem og en tilværelse som ikke ville være muligt som forældreløs i Korea.
-    Det er måske også sandt eller er det? 
-    Hvad er disse menneskers historie og ophav? 
-    Har de virkelig været forældre- og familieløse?

Adoptionsdebatten er nærmest først kun lige begyndt. I Sydkorea har en Sandheds- og Forsoningskommission konkluderet at myndighederne ikke udførte ordentlig kontrol af adoptionerne, og at der var en tvivlsom eller ulovlig praksis med at omgå korrekt samtykke fra biologiske forældre, og at børn som havde kendte forældre med falsk dokumentation blev opført som forladte og forældreløse børn. Kommissionen konkluderer på baggrund af dens undersøgelser, at adoptionssystemet har været i strid med internationale konventioner, blandt andet FN’s Børnekonvention.

Min Kim har været en fantastisk rejse gennem adoptionsverdenen, noget jeg selv kender lidt til som adopteret. Jeg har gennem læsningen smilt genkendende, grædt, væmmedes og været chokeret. 

Anne/ Holbæk Bibliotekerne

Du kan stemme på 'Min Kim' her.