Søstrene på Grønnebjerggård

Af arkivar Inge-Lis Madsen

Den ene søster, Marie Sophie Frederikke, var født i 1818 og havde været gift med Frans Nicolai Suell, der ejede gården, som var på ca. 300 tdr. land, fra 1851. Da han døde i 1870, optog enkefru Suell sin tvillingesøster, Thalia Augusta Korsgaard, der også var blevet enke, i husstanden.

Til gården hørte en stor og prægtig have på ca. 6 tdr. land, der nærmest gik over i skov op mod Hvalsø-Merløse-landevejen. Gennem bevoksningen blev der holdt en åbning, så man fra landevejen kunne se helt ned til gårdens stuelænge. På den var der en stor frontispice med et stjernevindue i – det så flot ud oppe fra vejen og bidrog til proprietærgårdens statelige præg.

I stuehuset var der store glasdøre ind til havestuen. På den bageste væg i stuen hang et stort spejl, som man – på trods af afstanden – tydeligt kunne se oppe fra landevejen. Dog kunne man ikke spejle sig i det - dertil var afstanden for stor! I den parklignende have var et tremmelysthus med åben side, og desuden var der anbragt en stor spejlglaskugle på en sokkel. Til gården hørte også en stor urte- og frugthave.

Tvillingesøstrene lignede hinanden til forveksling, var altid ens klædt og lige originale! Hvad enten det var sommer eller vinter stod de op omkring kl. 5 og satte sig til at karte og spinde. Det var hør de spandt, og til formålet anvendte de hver sin stander- eller skotrok. Hjulringen var af metal, og tenen anbragt over hjulet. Når rokkene blev for tunge at træde, blev de sendt til reparation hos en mand i Stestrup. Han kunne dog aldrig finde nogen fejl ved dem, men tørrede dem blot af for gammel smørelse og gav dem lidt ny olie. Så fik fruerne dem tilbage. Han udtrykte det således: ”Jeg tror det var deres ben, der var blevet for gamle.”

Det som de spandt, afleverede de til væveren, der lavede lagner, dækketøj m.v. til brug på gården.

Når klokken slog det første slag i 12, rejste søstrene sig fra deres arbejde. Præcision var for dem et ufravigeligt krav, og Gud nåde den husjomfru, som ikke havde middagen færdig, når de trådte ind i spisestuen! På et kvarter spiste de, hvorefter de trak sig tilbage til deres sovekamre. Der skulle være stille i huset indtil kl. 13.30, mens de fik deres middagssøvn. 

Søstrene var flot klædt på, når de tog hjemmefra. De var iført fine kapper og varme kyser og kom meget omkring til gæstebud. Når de tog afsted i deres wienervogn, var det med kusken Rasmus på bukken – han var nærmest lige så original som fruerne. Engang var de blevet inviteret til middag på herregården Aastrup. Ved Soderup Kirke gjorde de holdt for at fruerne kunne besøge familiegravene og lægge en krans. Imens sad Rasmus, der var lidt tunghør, troligt på bukken og ventede. På et tidspunkt syntes han at høre vogndøren smække og regnede med, at fruerne nu var steget til vogns igen. Han svingede pisken, og af sted gik det videre mod Aastrup. Men da han nåede frem, var der ingen fruer i vognen! Han vendte straks om og mødte da også sit herskab asende ned ad den bakkede vej mod Aastrup. Heldigvis for Rasmus var fruerne så forpustede af turen, at de ikke formåede at skælde ham ordentligt ud. Og under middagen, der denne aften ikke blev helt præcis, kunne de endda more sig over hændelsen!

De blev ofte inviteret ud, og kedeligt var det ikke at have dem på besøg. Begge havde en overordentlig sød tand, og det var ikke ualmindeligt, at de alene kunne tømme de asietter med syltetøj, der hen under aften blev stillet frem til fri afbenyttelse. Ved større middagsselskaber blev desserten serveret relativt sent. Det fortælles, at når søstrene var på besøg og klokken nærmede sig 22, kunne én af dem sige: "Hvis vi skal have dessert, må den komme straks, for Rasmus venter ikke!"

Thalia Augusta Korsgaard boede på Grønnebjerggård til sin død i 1908, enkefru Suell døde sammesteds i 1911. Dermed var en epoke slut: Gården havde mistet sin mangeårige ejerinde, og egnen et par farverige personligheder. Da Suells ikke havde nogen børn, kom gården efter fruens død på fremmede hænder. Nye folk og nye skikke kom til, men langt op i tiden har ryet om søstrene på Grønnebjerggård overlevet.