Skovgården i Tornved

Et postkort med fire motiver, som det vi ser neden for med ”Hilsen fra Tornved,” findes fra rigtig mange større og mindre byer. Motiverne på kortet her er nederst til højre Tornvedgården (Holbækvej 165), nederst til venstre Rønnegården (Tornved Byvej 9), øverst til højre Tornved Købmandshandel (Tornvej Byvej 13), og øverst til venstre Skovgården (Tornved Byvej 15). Det er den sidstnævnte, vi nu vil sætte fokus på.

Sort-hvid foto: Firdelt postkort med fire forskellige ejendomme.
Det firdelte postkort fra Tornved. Nederst t.h. Tornvedgården (Holbækvej 165), nederst t.v. Rønnegården (Tornved Byvej 9), øverst t.h. Tornved Købmandshandel (Tornvej Byvej 13), og øverst t.v. Skovgården (Tornved Byvej 15). Formentlig fra 1930'erne.

Af arkivar Inge-Lis Madsen

Oprindelig var Skovgården fæstested under Bjergbygård, men i 1865 sælger Philip Julius Bornemann, der da var ejer af godset, Skovgården til Anders Jensen, som dermed bliver den første selvejerbonde på stedet. Han ejer gården til sin død i 1906/07, og da parret øjensynlig ikke har nogen børn, sælger hans enke den til en uden for familien ved navn Hans Andreas Clausen. I 1913 kommer der igen ny ejer, en mand ved navn Hans Søren Rasmussen, der dog kun har den i fem år, inden den bliver overtaget af en Christian Andersen i 1918. Han står kun som ejer i tre år, inden Jens Peter William (med kaldenavnet William) Jensen køber den i 1921.

William Jensen var født i Holmstrup i 1895 som søn af skovfogeden i Bredevang. Hans hustru Anna Pouline Rasmussen stammede fra Nykøbing Sj. og var datter af en arbejdsmand. De to havde til gengæld Skovgården i rigtig mange år – helt til 1960, hvor de ifølge Tingbogen solgte den for 149.300 kr.

Nye ejere blev Karl Vilhelm Petersen og hustruen Juliane Marie, der hidtil havde ejet Rønnegården på Tornved Byvej 9. I forbindelse med etablering af Skovvejen blev landbrugspligten på Rønnegården ophævet, hvilket fik Karl og Juliane til at opgive den og flytte til Skovgården. Karl Petersen stammede fra Sasserup, hvor han var født i 1920 – Juliane var født i Nøkkentved samme år. De blev gift i 1947 i Mørkøv Kirke og fik sammen sønnerne Leif, Bent, Ib og Kim.

I 1988 overtog sønnen Leif Petersen Skovgården, og forældrene flyttede i hus på Markvænget i Jyderup. Allerede i 1970 havde Leif Petersen og hustruen Lone startet Tornved Maskinstation med en lille traktor og en slamsuger. Siden blev maskinparken udvidet med flere traktorer, mejetærskere, halmpressere, skårlægger, adskillige slamsugere og gyllevogne. I en avisartikel i Holbæk Amts Venstreblad i forbindelse med firmaets 25-års jubilæum i 1995 nævnes, at det da var en af de største maskinstationer i Nordvestsjælland med syv fastansatte samt to-tre mand ekstra i højsæsonen. Leif Petersen selv kunne stadig godt lide at komme ud til sine kunder, men passede hovedsagelig telefonen hjemme på kontoret, mens hustruen Lone tog sig af regnskab og bogholderi. 

Ved siden af virksomheden passede han stadig landbruget på Skovgården. I 1989 havde gården ifølge ”Danske gårde i tekst og billeder” et jordtilliggende til 13,5 ha. samt 35 ha. i forpagtning. På jorden blev der dyrket byg, ærter og fabriksroer. Stuehuset er ifølge BBR bygget i 1870 og løbende moderniseret – de fleste af udlængerne er opført samme år.

I 2016 frasolgte Leif Petersen en del af Tornved Maskinstation for at drosle lidt ned, så arbejdstiden kom ned på et mere rimeligt niveau. Man fortsatte dog - ifølge en artikel i Nordvestnyt - med spuling af kloakker og markdræn, spredning af staldgødning, kompost og slam samt udførte opgaver med rendegraver og gummiged.

I 2025 ejer Lone og Leif Petersen stadig Skovgården på Tornved Byvej 15.

Sort-hvid skråfoto af en landejendom.
Skovgården, Tornved Byvej 15, Sylvest Jensen Luftfoto / Det Kongelige Bibliotek, 1954.