Julen 1957

Af arkivar Inge-Lis Madsen / Bente Jensen

I december 1957 havde vores mormor været på overnatning, dels for at hjælpe med os unger og dels for at være med til at udskære den gris, som blev slagtet. Mormor havde altid lidt bolsjer med, og denne gang også røde huer i crepepapir. Huerne havde vi på en dag med regnvejr, hvor vi havde taget turen til Anni og Henry, som boede lige ved siden af os. Dem havde vi det ofte festligt med: Henry havde en lege-købmandsforretning på loftet, og her stod et bobspil og dejlige æbler i en tønde. Som ugerne gik, blev æblerne mere og mere rynkede, men de var stadig søde og saftige.

I køkkenet var Elna (moren i huset, red.) i gang med brunkage-bagningen. Hun havde nogle særlig store figurer og en anden dej, og kagerne smagte virkelig godt.

Vi skulle hjem igen, stadig i regnvejr, nu silede det ned. De røde nissehuer havde farvet særligt mit hår rødt da jeg var lyshåret, og det var ikke let at få farven vasket af.

Den gris, der var slagtet, var nu blevet til meget forskelligt: Blodpølse, rullepølse, fedtegrever, leverpostej, og mange sirligt indpakket stykker kød med mærkater kom op i frysehuset i Lunderød. Eller det årstal var det nok ved Fristrup mølle, man kunne leje plads i frysehuset. Pakkerne er temmelig sikkert blevet transporteret dertil på cykel, for det var inden far fik kørekort og bil.

I ugens løb kom forskellige handlende i vogn med varer. Der var bageren, han havde en stor dåse med, hvori der var sukkerkringler. Vi kunne være heldige ”når klaveret spillede godt” (fars ordvalg), og der var mange andre gode sager i vognen.

Der kom kludekræmmere med alt fra malerier til sokker. Og fiskehandleren kom - det var ikke en heldig dag, for vi unger var ikke så fiskespisende, men ålekvabber og skrubber var velsmagende for andre.

Her kom mælkemanden, som hentede den mælk, der blev malket og hældt i jungerne. Hos ham kunne vi købe et stort stykke ost og kærnemælk samt valle til at fodre kalvene med. Der kom også én, som hentede de mange bakker med æg, vi havde. Vi unger rensede æg fra 400 høns, og vi tjente til lidt slik. Men vi skal nok nogle år frem: En dag kom Birthe og jeg op at toppes over en kurv med grønt plastik på hanken - jeg blev sur og kastede et æg, som ramte hende lige på toppen af hovedet. Det blev jeg ikke så populær af.

Postbude kom med pakker og breve, og snart kom mormor og morfar, som hvert andet år holdt jul hos os. Det var en fryd, for om morgenen fortalte mormor eventyr - vi tumlede op i sengen til hende og blev fortryllede. Morfar øvede læsning senere på dagen sammen med Birthe, imedens mormor strøg eller stoppede strømper. Mor diskede op med særligt udvalgte gode sager til frokost, når hendes forældre var på besøg, og stemningen var ofte hjertelig.

Juleaftensdag, endelig, vi unger skulle have en middagslur, men det var umuligt at sove. Vi havde ikke set juletræet pyntet, det var båret ind i den lidt finere stue. Først efter julemaden, hvor far var gået ind for at tænde de små stearinlys på træet, gik døren op og vi så, hvor fint træet var pyntet med hjerter og kræmmerhuse, flag, trommer, fluesvamp og kogler samt stjerne på toppen, lametta og fehår. Vi gik nu hånd i hånd og forsøgte at synge med på julesangene. Efter en tid brugte mormor en særlig sang ”På’en, På’en, På’en igen, nu kører vi med sprøjten hjem”. Det var tegnet til, at lysene blev pustet ud. Duften af stearin og gran blev intens, og det elektriske lys blev tændt, så vi kunne se at fordele de mange gaver. Far var særlig spændt, for han havde i ugerne forinden snedkereret et stort dukkehus. Udenpå var der murstenstapet, og i rummene stod sirlige stole med hjerteudskæringer. Der var også et ildsted med rødt stof, der virkede som flammer, og der var trappe op til et soveværelse samt et lille toilet i dukkehuset.

Fehåret begyndte at klø, og vi piger blev som engle, der i overstadighed hoppede og fløj ned fra stole og borde. Det havde været en eventyrlig aften, som nu lakkede mod enden. Efter alle pakkerne lidt godter og sodavand - og så på hovedet i seng.