Holbæks største sabotage
Det kan man med en vis ret kalde sabotagen, der fandt sted den 11. marts 1945 ved havnekajen mod Det Danske Petroleums Aktieselskab (DDPA).
Af stadsarkivar Andreas Skov
Det var i hvert fald den mest spektakulære sabotage, for røgen fra de tre brændende diesel- og benzinbeholdere kunne angiveligt ses over det meste af Sjælland.
Den danske modstandsbevægelse var kendetegnet ved et højt aktivitetsniveau indenfor industrisabotager. Det gjaldt dog især for København og de andre store byer i Danmark. Holbækområdets rolle var i højere grad at modtage og distribuere de våben og sprængstoffer, som de allierede kastede ned over Sjælland.
Men der blev altså også gennemført sabotager i Holbæk. I marts 1945 blev den sjællandske modstandsbevægelse af den britiske enhed SOE (Special Operations Executive) beordret til at sabotere DDPA's diesel- og benzinbeholdere. Årsagen var, at SOE havde opsnappet en kommunikation om, at den tyske hær (Wehrmacht) snart ville beslaglægge beholdningerne, og hvis ikke Holbæk Sabotagegruppe selv tog affære, ville det britiske flyvevåben (RAF) bombe anlægget – med risiko for også at ramme civilbefolkningen.
Den lokale sabotageledelse valgte derfor at parere ordre og udpegede de to politifolk i modstandsorganisationen, Vagn Ledhus-Larsson og Jørgen Birkedal-Christiansen, til at gennemføre opgaven.
Ved middagstid den 11. marts trængte de to sabotører ind på området med de tre beholdere. På hver af beholderne placerede de engelsk sprængstof og tændblyanter med forsinkelse og forlod herefter stedet.
Klokken 13 hørtes det første kæmpe drøn og herefter de to andre. Hastigt steg sorte, kvælende røgskyer til vejrs. Folk standsede op, og nogle nåede at tage billeder af dette usædvanlige syn, inden de tyske soldater kom farende fra kasernen, hvorefter fotografiapparaterne hurtigt blev gemt væk.