Holbæks målfarlige angriber

I perioden 1970-1974 spillede Augustesen for Holbæk B&I og scorede mål på samlebånd, hvilket gjorde hende kendt i dansk kvindefodbold.

Sort-hvid foto: Susanne Augustesen med pokalen, som hun fik for at være topscorer i 1976.
Her ses Susanne Augustesen i december 1978 med pokalen, som hun fik for at være topscorer i 1976. Foto: Per Jensen.

Af Amalie Kusk Kreutzmann

Det er en yndet sport blandt fodboldnørder at diskutere, hvilket hold eller hvilken spiller, der er det/den bedste gennem tiderne. Var 1992-holdet bedre end 1980’er-holdet, og var Pelé bedre end Messi? Det er der selvfølgelig ikke noget entydigt svar på, så derfor kan vi diskutere det i én uendelighed – og som regel ganske passioneret!  

Hvem er så Holbæks største fodspiller gennem tiderne? Ja, det kan naturligvis også diskuteres, men navnet Susanne Augustsen vil utvivlsomt indgå i diskussionen. For hvor mange spillere fra Holbæk har scoret ikke bare et men tre mål i en VM-finale? Hvor mange spillere fra Holbæk har vundet seks italienske mesterskaber? Hvor mange spillere fra Holbæk er optaget i Fodboldens Hall of Fame? Susanne Augustesen kan sætte flueben ud for alle tre!   

I perioden 1970-1974 spillede Augustesen for Holbæk B&I og scorede mål på samlebånd, hvilket gjorde hende kendt i dansk kvindefodbold.     

I alder af blot 15 år (og stadigvæk skoleelev) slog Susanne Augustesen også sit navn fast internationalt, da hun i finalen ved det uofficielle verdensmesterskab i kvindefodbold i Mexico i 1971 scorede alle tre mål i Danmarks 3-0 sejr over værtsnationen. Det skete i øvrigt foran ikke færre end 110.000 tilskuere!  

Ved hjemkomsten var der pandekager på Københavns Rådhus, og verdensmestrene blev interviewet af den legendariske Gunnar NU Hansen, men herefter gik den store præstation mere eller mindre i glemmebogen – og den er da også siden blevet beskrevet som “Den glemte triumf”. Kvindefodbolden havde nemlig særdeles dårlige kår, ikke blot i Danmark, men også i den internationale fodboldorganisation, FIFA, der først i 1991 begyndte at afholde officielle verdensmesterskaber i kvindefodbold.  

I Italien var man dog lidt længere fremme i skoene. Her havde man i forbindelse med mesterskabet i Mexico fået øje på den unge holbækker, men Susanne Augustesen var som nævnt på daværende tidspunkt blot 15 år og ville gerne vente lidt med at tage springet. Hun spillede faktisk også håndbold på højt plan og opnåede at komme på ynglingelandsholdet!   

Men tre år senere, i 1974, takkede hun ja til et tilbud fra italienske Bologna. Det blev indledningen på en 21 år lang karriere, hvor hun for forskellige italienske klubber scorede omkring 600 mål, vandt det nationale mesterskab seks gang og Copa Italia to gange.  

I 2017 blev Susanne Augustesen sammen med Lone Smidt Nielsen optaget som de første to kvinder i Fodboldens Hall of Fame. 

Avisartikel med titlen: "Damerne vandt topopgøret overbevisende i Skovlunde".
“Skrubber kan. Ja, næsten når det passer hende” stod der i Holbæk Amts Venstreblad d. 14. juni 1971, hvor Susanne scorede efter 8 minutters spilletid. “Skrubber” var hendes kælenavn.
Avisartikel med titlen: "Damerne igen overbevisende".
Susanne Augustesen scorede mål på samlebånd, blandt andet her i en kamp i maj 1971 mod Slagslille, hvor hun stod for seks af målene. Hun var lige fyldt 15 år.