Holbæks guldalder i fodbold

Holbæk Bold & Idrætsforenings seneste guldalder var kort – perioden 1974-1976 – men ganske bemærkelsesværdig set med nutidens briller.

Sort-hvid foto: Situation fra kampen i 1. division mellem Holbæk og Randers Freja.
Situation fra kampen i 1. division mellem Holbæk og Randers Freja. Kampen endte 3-1 til Holbæk. Fotograf: Steen Westh

Af stadsarkivar Andreas Skov

Holbæks guldalder i fodbold begyndte i efteråret 1973, da man sluttede øverst i 2. division og dermed rykkede op i landets dengang bedste fodboldrække, 1. division.   

I foråret 1974 spillede Holbæk sin første hjemmebanekamp på Holbæk Stadion. Det var mod københavnske KB og blev overværet af ikke færre end 4.700 tilskuere, og selvom det blev til et nederlag på 2-3, var Holbæk for alvor blevet ramt af fodboldfeber. I løbet af sæsonen blev Holbæks 22 ude- og hjemmebanekampe overværet af 92.800 tilskuere – et snit pr. kamp på over 4.200!  

Også sportsligt blev 1974-sæsonen en stor succes. Holbæk sluttede som nummer 4 – a point med B1903, som kun i kraft af en bedre målscore løb med bronzemedaljerne.

1975-sæsonen skulle vise sig at blive endnu bedre, og den bedste i klubbens historie. Holbæk var med i guldkampen lige til det sidste og sluttede a point med Køge, men en dårligere målscore end østsjællænderne betød, at Holbæk måtte nøjes med sølvmedaljer. Forinden var det også blevet til en finaleplads mod Vejle i landspokalturneringen, som blev spillet den 8. maj i Københavns Idrætspark i overværelse af 26.300 tilskuere. Desværre blev det til et 0-1 nederlag.   

I foråret 1976 havde Holbæk atter kæmpet sig frem til landspokalfinalen, som blev spillet 28. maj i Københavns Idrætspark foran 23.500 tilskuere. Modstanderen var denne gang Esbjerg, som vandt knebent 2-1. Holbæk kunne dog trøste sig med en glimrende forårssæson i 1. division, hvor man sluttede øverst i rækken, hvilket fik folk til at drømme om guld, men da det hele skulle afgøres i efteråret, var holdet gået i stå og sluttede på en 7. plads.  

Det skulle også vise sig at være afslutningen på Holbæks guldalder i fodbold. I 1977-sæsonen sluttede Holbæk på en skuffende 14. plads (tredjesidst) og rykkede dermed ud af landets bedste fodboldrække. Det var et yderst uheldigt tidspunkt, for netop i 1978 blev der indført betalt fodbold i Danmark, og Holbæk nåede ikke at komme med på dette tog. I 1981 sluttede Holbæk sidst i 2. division og måtte en tur ned i 3. division. Holbæks guldalder i fodbold var definitivt slut.

Du kan læse mere om Holbæks fodboldhistorie i Aksel Hansen: ”En fodboldklub i provinsen. Fodboldspillet i Holbæk gennem vort århundrede”. 

Sort-hvid foto: Situation fra fodboldkamp set gennem målnettet.
I maj 1977 gæstede AaB Holbæk Stadion, og nordjyderne måtte rejse hjem med et nederlag på 2-1. Holbæk sluttede forårssæsonen midt i rækken, men endte med at rykke ned.
Sort-hvid foto: Fodboldhold opstillet til foto.
Fra boldens barndom i Holbæk, ca. 1910'erne. Holbæk Bold & Idrætsforening blev dannet i 1931, da Holbæk Idrætsforening (stiftet i 1900) og Holbæk Boldklub (stiftet i 1925) blev lagt sammen.