Biograferne i Holbæk

I mere end 100 år har holbækkerne kunne lade sig opsluge af de gode fortællinger i biografens mørke sale, men meget så anderledes ud, da det hele begyndte. 

Sort-hvid foto: Flok af mennesker i kø uden for biografen Grand.
AOF og Sparekassen SKS havde i 1972 en strikket tilbud sammen til Holbæks pensionister. For den nette sum af 11,25 kr. kunne pensionisterne komme i biografen og se i alt fem film. Her ses en flok uden for Grand Teater i Ahlgade 48. Foto: Steen Rasmussen.
Sort-hvid foto: Et par på vej ind i Kino på Vimmelskaftet, 1974.
Et par på vej ind i Kino på Vimmelskaftet, 1974. Foto: Steen Rasmussen.

Af stadsarkivar Andreas Skov

I 1891 oplevede danskerne for første gang ”levende billeder,” da en tysker kom til hovedstaden og placerede et træskur tæt på det sted, hvor Københavns Rådhus senere blev bygget. Inde i træskuret kunne børn og voksne for henholdsvis 5 og 10 øre få lov til at kigge ind i en kukkasse, hvor man f.eks. så en hest i sindigt tempo tage en forhindring. Bevægelsen fremkom ved, at en række billeder var fastgjort ved til en tromle, som drejedes rundt. Folk var begejstrede!  

Årene efter århundredskiftet var en sand revolution for filmmediet. Nordisk Film blev grundlagt af den fremsynede Ole Olsen. Han stod også bag Danmarks første biograf i Frederiksgade i København og en af stumfilmshistoriens ikoniske film, nemlig den 10 minutter lange Løvejagten (1907), der blev optaget på øen Elleore i Roskilde Fjord.  

I årene 1907-1909 poppede der adskillige biografer op i provinsen, således også i Holbæk. I 1908 etablerede Dampmøllens direktør, F.A. Kjær, Holbæks allerførste biograf i Vestergade. Byen havde endnu ikke fået et elektricitetsværk, det kom først i 1911, så biografen blev i begyndelsen drevet med elektricitet fra Dampmøllen.   

I 1917 købte William Claudi, som dengang ejede Postgaarden, biografen af Kjær og flyttede den til sit hotel, som bød på biografforestillinger, når den store sal ikke var optaget. Det gik dog ikke i længden at drive hotel og biograf på samme sted, så i 1921 flyttede Claudi Kino-Teatret til Smedelundsgade.  

På dette tidspunkt var der kommet endnu en biograf i Holbæk. I 1916 havde en gruppe af byens fremtrædende mænd nemlig etableret Grand Teater i Ahlgade, og den skulle vise sig at blive byens mest sejlivede biograf, idet den eksisterede helt indtil 2012, da den blev afløst af den nuværende Kulturbiografen på Holbæk Havn.  

Grand Teaters første film var en dansk stumfilm fra 1915 med titlen "500 kroner inden lørdag." I stumfilmens epoke, som varede indtil omkring 1930, havde man ansat to damer, fru Dam og fru Kyhl, til at spille klaver for at understrege stemningen i filmene. Efter sigende var fru Kyhl en barsk dame, der ikke undlod at råbe ad det yngre publikum, hvis de forstyrrede under forestillingen! Ved særlige forestillinger i stumfilmsepoken, som f.eks. Carl Th. Dreyers Jean D’Arc, der blev en stor publikumssucces, var der et orkester på otte mand til skabe den helt rette lydkulisse.  

Fra 1930’erne var det slut med stumfilmene. Med tonefilmene kom engelsksprogede og især amerikanske film til at være en fast bestanddel af programmet i biograferne i Holbæk. Særligt efter 2. verdenskrig var der i Danmark en stor appetit på engelsksprogede film, efter at man under den tyske besættelse havde været underlagt censur også på det kulturelle område.  

Det var derfor det helt rigtige tidspunkt, da William Claudi i 1946 flyttede Kino-Teatret fra Smedelundsgade til en nyopført biografbygning på Vimmelskaftet. Tiden taget i betragtning var der tale om en yderst moderne biograf med 601 pladser. Helt i tidens ånd måtte man naturligvis gerne ryge i salen under forestillingen.  

Biografen fik en levetid på knap 40 år. Fra midten af 1950’erne dukkede fjernsynet op som en konkurrent for biograferne, og endnu værre blev det, da videomaskinerne i begyndelsen af 1980’erne indtog de danske hjem. 

Det kunne mærkes i biograferne. I Kino på Vimmelskaftet forsøgte man at få økonomien til at løbe rundt med Far til fire-film om eftermiddagen og pornofilm om aftenen, men i juli 1984 købte kommunen bygningen, der i dag huser Holbæk Teater.  

Sort-hvid foto: Husrække på Vestergade i 1908-1917.
Holbæks første biograf lå her i Vestergade 1908-1917. Billedet er fra denne periode.
Sort-hvid foto: Kino Teatret på Smedelundsgade 22.
Kino Teatret lå i Smedelundsgade 22 i perioden 1921-1944. Billedet er formentlig taget ca. 1930.