Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Anvendelse/målgruppe/niveau

Voksende interesse for sportsbiografier. Den megen presseomtale om mulige kontroverser i bogen, da den kom på svensk 2011 trækker sikkert ekstra læsere. Kan formidles til andre end de oplagte fodboldinteresserede

Beskrivelse

Sportsbiografi, der ikke alene er en medrivende og hudløs personlig fortælling, men også et sjældent fortalt stykke svensk socialhistorie. Om en ghettoknægt, der nu er en af verdens bedste fodboldspillere. En udvikling ingen forventede efter en opvækst på godt og mest ondt i en Malmø-bydel, Rosengård, ingen praler med at komme fra. Ingen måske lige undtagen netop Zlatan Ibrahimovic, der råt for usødet har fortalt sin historie til David Lagercrantz. Og biografien emmer både af den fandenivoldskhed og skråsikkerhed på egne evner, mange sportsinteresserede enten tiltrækkes eller frastødes af, og af et paradoksalt rystet indre selvværd og en mistro til omgivelserne, født af barndommen. En barndom, hvor det, at Zlatan får stjålet sin elskede BMX-cykel Fido, i ghettoens logik betyder han selv specialiserer sig i at stjæle cykler. Fodboldbanen blev og er stadig et fristed for Zlatan, og biografien tager læseren med bag facaderne i nogle af verdens største klubber på en forfriskende, men for nogle sikkert kontroversiel og dejlig direkte måde

Sammenligning

Mange andre sportsbiografier, men denne skiller sig positivt ud og det i en liga helt for sig selv

Samlet konklusion

Meget vellykket sportsbiografi, der har læsere på de fleste biblioteker