Befrielsen i Holbæk og omegn

Af stadsarkivar Andreas Skov

Få timer efter meddelelsen om den tyske kapitulation i Danmark den 4. maj 1945 lavede Holbæk Amts Venstreblad en lille rundspørge blandt avisens læsere: Hvordan blev den store glade meddelelse modtaget på egnen, lød spørgsmålet. Ovenstående citat var svaret fra isenkræmmer Gylling-Folkmann i Jyderup, og med varierende formuleringer fik avisen samme svar fra alle andre, der blev spurgt.  

Glæden var også enorm i Holbæk by. Ingen havde været i tvivl om, at krigen sang på sidste vers, men det var umuligt at forudsige, hvordan afslutningen ville forløbe. Ville de tyske tropper kæmpe til sidste mand? Det kunne ingen vide. Der var mange rygter i omløb …   

Men om aftenen 4. maj kl. 20.30 brød det hele ud i en glædesrus, da radiospeaker Johannes G. Sørensen fra London overbragte lytterne nyheden om, ”… at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig”.  Avisen skrev: ”Ellers rolige og koldblodige mennesker faldt om halsen på hinanden og græd af glæde; virkeligt græd af glæde, uden at nogen ville kunne tale om overspændthed”.   

Endnu inden udsendelsen var afsluttet strømmede folk ud i Holbæks gader. Der blev jublet, råbt hurra og dannebrogsflagene strøg til tops i byens flagstænger. Forretningerne i Ahlgade var pludseligt oplyste, og i de private hjem blev der sat levende lys i vinduerne, så der kom et lysskær i byen, der ikke var set siden besættelsens begyndelse i 1940.  

Om morgenen 5. maj steg modstandsbevægelsen op i dagslyset i Holbæk med våben, stålhjelme og blå-rød-hvide armbind fra en flerårig underjordisk tilværelse. Alle mand var indkaldt til samling kl. 8 på havnen, hvor et af deres våbendepoter lå. Efter en tale af korpsofficiant O.J. Thomsen fra toppen af et pakhus begav grupperne sig ud sig ud i byen for at udføre de pålagte opgaver med at bevogte el-, gas- og vandværker, jernbanestation og posthus samt at opretholde ro og orden og modtage holbækkernes hyldest.  

For hovedparten af holbækkerne var 5. maj og de følgende befrielsesdage en kæmpe oplevelse, hvor man hyldede de lokale modstandshelte og de engelske befriere. Hyldesten af englænderne blev dog lidt af fuser, da de mod forventning ikke dukkede op 6. maj, men i stedet blot sendte nogle få ”Tommy’er” (den folkelige betegnelse for engelske soldater) nogle dage senere. Til gengæld blev frihedskæmperne hyldet af 10.000 mennesker i Strandparken 8. maj. 

For modstandsbevægelsen var befrielsesdagene dog en travl tid. Det var især tilfældet for politikompagniet, der havde til opgave at arrestere personer, som på en eller anden måde havde samarbejdet med besættelsesmagten. Længe før befrielsen var der blevet udarbejdet arrestationslister.  

I Holbæk internerede modstandsbevægelsen 140 personer, heraf 29 kvinder. De blev anbragt på Sindssyge- og Arbejdsanstalten ved Roskildevej, der til formålet var tømt for de faste beboere, som var flyttet til andre lokaliteter. De anholdte blev bragt til anstalten stående med opstrakte arme på ladene af politikompagniets lastvogne akkompagneret af tilskuernes råb og skældsord: ”landsforræder!”, ”landsforræder!”.  

Hovedparten var såkaldte ”mindre fisk”, og mange blev løsladt uden at blive anklaget. Det gjaldt f.eks. for de kvinder, som havde haft en seksuel relation til en tysk soldat. De havde ikke brudt nogen lov i juridisk forstand, men i moralsk forstand var de i den brede offentligheds øjne skyldige.  

De skyldige – fra juni 1945 også i juridisk forstand – var dem, der havde været i tysk militær- og polititjeneste. De fik de hårdeste straffe. Derudover blev der også anholdt såkaldte værnemagere, altså folk, der på ulovlig vis havde profiteret økonomisk på den tyske besættelse. Blandt dem var flere af Holbæks fabriksdirektører. 

På befrielsesdagen 5. maj blev også en af de mest berygtede danske terrorister, Henning Brøndum, arresteret på Mørkøv Station. Han havde opgivet at flygte til Tyskland og prøvede nu at komme tilbage til København.  

Henning Brøndum var en fanatisk nazist og et berygtet medlem af den tysk-danske terrorgruppe, Petergruppen, som siden årsskiftet 1943-44 havde udført talrige drab og bombesprængninger i hele Danmark. Henning Brøndum blev senere dømt for at have medvirket i 50 drab og adskillige bombesprængninger, og han blev henrettet 9. maj 1947. I alt 46 danskere blev henrettet efter krigen.  

Befrielsesperioden var paradoksalt nok en meget blodig periode. På landsplan blev flere hundreder mennesker dræbt, hovedsageligt som følge af vådeskudsulykker. Der var mange våben i omløb, og utrænede modstandsfolk var skyld i en del af ulykkerne.  

Holbæk skrev sig også ind i den kedelige statistik, da en modstandsgruppe ved højlys dag i Rosen råbte to civile italienere an, som de antog for at være Gestapo-folk. Da den ene italiener begyndte at løbe, skød de efter ham. Han blev ramt i leveren og døde senere. En tilfældigt forbipasserende tysk flygtningepige blev også strejfet i ansigtet, men hun overlevede.  

Tyske flygtninge var på dette tidspunkt blevet en del af hverdagen i Danmark – om end de var afsondret fra danskerne i lejre bag pigtråd. Efter befrielsen skulle de danske myndigheder nemlig tage sig af ca. 250.000 tyske flygtninge, der var kommet til landet i krigens sidste måneder.  

I Holbæk og omegn befandt der sig ved befrielsen 4.200 flygtninge og sårede soldater, og særligt i de første dage og uger herefter var dødeligheden meget høj. En tyfusepidemi i lejrene i Tølløse, Svinninge og Mørkøv gjorde ikke situationen bedre.  

Efterhånden fik de danske myndigheder dog styr på situationen, hvilket fik dødeligheden til at falde markant. I Holbæk var Centralskolen (Østre Skole) det store indkvarteringssted med ca. 1.400 børn og voksne beboere. Som alle andre steder i landet var de tyske flygtninge ikke populære gæster, så glæden var stor, da de sidste flygtninge fra Holbæk, Tølløse og Odsherred 13. februar 1946 blev sendt med særtog til flygtningelejrene i Grove og Gedhus i Midtjylland.  

Nu var man endelig ”fri for tyskere”, som Holbæk Amts Venstreblad formulerede det.