9. april 1940 – Da besættelsen kom til Holbæk
Den 9. april 1940 kl. 5.30 modtog Holbækgarnisonens øverstkommanderende, oberst C.D.O. Lunn, en meddelelse fra Krigsministeriet om, at tyskerne var gået i land på Langelinie. ”Hvorfor har man ikke smidt dem i vandet?”, skulle Lunn angiveligt have svaret, men fik som svar blot besked på at afvente nærmere ordre.
Af stadsarkivar Andreas Skov
Oberst C.D.O. Lunn ignorerede denne ordre og beordrede i stedet sine batterier opstillet langs en bue syd om Holbæk fra fjorden øst for Strandparken til Tempelkrogen – rede til at møde tyskerne med våbenmagt.
Kort inden kl. 7 indløb den nærmere ordre: ”Nedlæg våbnene og søg kontakt med de tyske tropper!”. Lunn overvejede nu at flytte artilleri og mandskab op nord for Lammefjorden og afvente forstærkning, men det blev ved overvejelserne, da det forlød, at den danske regering havde valgt at nedlægge våbnene.
Ved middagstid ankom en tysk delegation til kasernen, men Lunn nægtede dem indkvartering og sendte den i stedet ud til Søndre Skole, hvor nogle få soldater overnattede. Næste dag afmarcherede de.
Besættelsen i Holbæk kom til at forløbe anderledes end i resten af Danmark. Her var der nemlig ikke nogen tyske tropper frem til den 29. august 1943. Forklaringen på dette overraskende forhold skyldes dels den særlige besættelsesaftale mellem Danmark og Nazityskland, dels at Holbæk var en garnisonsby.
Da den danske regering tidligt om morgenen den 9. april nedlagde våbnene efter få timers kamphandlinger, blev der efterfølgende indledt et samarbejde, som hvilede på en fiktion om, at Danmark stadigvæk var en suveræn stat; de tyske tropper beskyttede blot Danmark mod Nazitysklands fjender, England og Frankrig.
For at opretholde fiktionen blev forholdet mellem landene varetaget af de respektive udenrigsministerier, og samtidig tillod Nazityskland Danmark at bibeholde et militær om end i et noget mindre omfang.
Holbæk var en af i alt fire danske garnisonsbyer, som blev udpeget som ”rene danske” garnisoner. Aftalen betød, at det i en radius af 15 km fra kasernen krævede forudgående anmeldelse fra tysk side at komme ind i området. Omvendt måtte dansk militærpersonale ikke bevæge sig uden for området.
I de følgende over tre år var det således kun danske soldater, som holbækkerne oplevede i bybilledet. På kasernen var der ca. 1.000, så i en by med ca. 13.000 indbyggere måtte det militære islæt siges at have været betydeligt.
For holbækkerne var besættelsen indtil den 29. august 1943 mest et spørgsmål om mørklægning og varemangel.
For hærens personale var den 9. april 1940 en skuffelsens og skammens dag. Mange kunne ikke forlige sig med den hurtige og ikke særlig heroiske kapitulation, men forblev dog generelt loyale over for regeringens linje indtil samarbejdspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943. Herefter blev mange en del af hærens modstandsgrupper.
Imidlertid reagerede et ikke ubetydeligt mindretal af hærens personale på en besynderlig måde. For omkring 10 procent af hærens officerer var skuffelsen og skammen over den hurtige kapitulation så stor, at de valgte at melde sig ind i det danske nazistparti, DNSAP, og nogle meldte sig senere under hagekorsets fane i krigen mod Sovjetunionen.
En af de mest kendte var oberstløjtnant og chef for 5. artilleriafdeling ved Holbæk Kaserne, C.F. Kryssing. Siden 1937 havde han boet i Holbæk sammen med sin familie, først på kasernen herefter i Labæk og Ahlgade. I 1941 blev han leder af Frikorps Danmark og blev efter krigen dømt for landsforræderi. Hans to sønner, som gik på Stenhus Kostskole, meldte sig også under hagekorsets fane og blev begge dræbt på østfronten.
Der blev således taget nogle skæbnesvangre valg efter 9. april 1940 – også på Holbæk Kaserne.
