"Ska’ vi lave en skrammellegeplads?”

Af arkivar Sanne Rasmussen

Helt i tråd med tidens øvrige kulturelle og politiske strømninger begyndte nye idealer at slå rod i pædagogikken og børnesynet i 1960'erne. Mens børneopdragelse og skolegang i de foregående årtier havde været præget af streng disciplin og autoritetstro, begyndte man i 60’erne og 70’erne i stedet at dyrke værdier såsom selvstændighed, kreativ problemløsning og demokratisk samarbejde i skolerne og institutionerne.  

Dette skift i de pædagogiske idéer skabte nye krav til byernes fritidstilbud, herunder ikke mindst legepladserne. Man anså børnenes leg som helt afgørende for deres udvikling, og den mest hensigtsmæssige form for leg var den, der kunne forberede børnene på voksenlivet, samtidig med at de kunne bruge deres fantasi, skabe og forme og udfolde sig frit.  

I september 1967 indbød fem af Holbæks børneinstitutioner til fællesmøde for at diskutere byens fritidstilbud, herunder særligt byens legepladser. I Holbæk var der på dette tidspunkt fire offentlige legepladser i hhv. Strandparken, Østre Anlæg, Bysøparken og på hjørnet af Havnevej og Blegstræde. De var udstyret med klassiske legepladselementer såsom gynger, vipper, rutsjebaner og karruseller – alt sammen meget sjovt for børnene for en stund, men ikke redskaber, som virkelig engagerede børnene i den udviklende leg, lød kritikken. 

Alternativet til den traditionelle legeplads var skrammellegepladsen – eller byggelegepladsen som den også blev kaldt. Verdens første skrammellegeplads åbnede i den københavnske forstad Emdrup i 1943 på initiativ fra landskabsarkitekt Carl Theodor Sørensen. Han havde allerede i starten af 1930’erne skrevet en bog om byplanlægning med tanker om den bedste indretning af bl.a. offentlige parker og legepladser. Her fremlagde han et børnesyn meget lig det, som skulle blive fremherskende tre-fire årtier senere. 

En skrammellegeplads er præcis, hvad det lyder som: Et stort område fyldt med skrammel, fx byggematerialer, nedbrudte biler og betonbrokker, som børnene kan lege i og bygge med. Under opsyn fra en pædagog, som dog ikke blander sig i børnenes leg. 

Legepladsen i Emdrup blev en bragende succes, og konceptet bredte sig bl.a. til England, hvor landskabsarkitekten Lady Allen af Hurtwood efter 2. verdenskrig omdannede bomberamte områder i byer som Liverpool og Leeds til denne type legepladser under sloganet "hellere en brækket knogle end en brækket ånd." 

Nogle årtier skulle der gå, før de danske myndigheder begyndte at se fidusen ved at skabe byrum, der også tog højde for børns behov. Men i 1964 indførte Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorgen en lov, der gjorde byggelegepladser berettigede til tilskud fra staten. Dette blev startskuddet til, at den type legepladser begyndte at skyde op rundt om i landet – særligt i de større byer og i forstæderne til København.  

De førnævnte fire offentlige legepladser i Holbæk blev dog ikke omdannet til skrammel- eller byggelegepladser. Nogle institutioner forsøgte sig med konceptet, bl.a. børnehjemmet Allerupgård og specialskolen Brunhøjskolen. Og i Bysøstræde tog kvarterets børn sagen i egen hånd og omdannede hestehandler Tolstrups gård til en skrammellegeplads – komplet med dødningehovedflag og pusterør!  

I dag finder man ikke mange af den type skrammel- og byggelegepladser, som blev anlagt i 1960’erne – måske fordi, at der løbet af 1970’erne kom øget opmærksomhed på børnesikkerhed generelt. Skrammellegepladsen i Emdrup findes stadig, men den er i dag (2025) blot ét tilbud blandt flere på fritidsinstitutionen på Lundehusskolen.