Boelsmandsstedet på Marup Mark

Der havde i mange år ligget et husmandssted på Ådalvej 52, men det brændte i 1915 og blev hurtigt genopbygget. I 1923 fik Niels Peter Christensen skøde på ejendommen.

Sort-hvid foto: To mænd holder i hver sin ende af en tomands skovsav.
Johannes Jacobsen (t.h.) på skovarbejde i Nederskoven sammen med Niels Christensen, Gl. Tølløse, 1933..
Sort-hvid foto: Familie opstillet uden for et stråtækt hus.
Foto af Niels Peter og Sofie med familie, mens de boede til leje i den nedlagte skole i Lunderød landsby, der lå helt i bunden af Allégårdsvej. Stående fra v. Sofie og Niels Peter med Petrea foran sig. Derefter fra v. børnene Ane, Carl og Alma, ca. 1910.

Af Inge-Lis Madsen

Niels Peter Christensen var født i 1872 i Tølløse (det nuværende Gl. Tølløse) som søn af et ugift fruentimmer, der dog senere blev gift med en indsidder, som adopterede ham. Niels Peter Christensen blev gift i Tølløse Kirke i 1895 med Maren Sofie (kaldenavn Sofie), der var født Jensen i 1870 som datter af en husmand i Skimmede. Med sig til bakken lidt uden for Marup havde de deres fire børn: Carl Oluf (f. 1892), Alma Sofie Hansine (f. 1897), Ane Johanne Marie (f. 1899 og kaldenavn Marie) og Augusta Petrea (f. 1904 og kaldenavn Petrea). Efter de var blevet gift, boede de nogle år i Tølløse Stationsby og herefter i Lunderød landsby, hvor de boede til leje i den gamle skole.

Ved folketællingen i 1930 bor den ugifte datter Petrea hjemme hos forældrene med datteren Oda Nielsine Sofie, som hun havde fået i 1927. I 1931 gifter hun sig med Johannes Gotfred Jacobsen, der var søn af en arbejdsmand i Skimmede og født i 1903. De to overtog Petreas barndomshjem i 1935, men Niels Peter og Sofie blev boende sammen med de unge indtil 1941, hvor han døde. Herefter flyttede Sofie ind på Alderdomshjemmet i Tølløse, hvor hun døde i 1959. Petrea og Johannes Jørgensen fik sammen to børn mere: Magda Irene i 1933 og Orla Ejnar i 1936.

Mens Niels Peter Christensen stod som ejer, må han have tilkøbt mere jord. For da han blev begravet, kom der til at stå ”BMD” (= boelsmand) foroven på gravstenen! En boelsmand havde lidt mere jord end en husmand, men ikke så meget som en gårdmand.

Johannes Jacobsen var allerede kommet ud at tjene 11 år gammel – det fortæller han i en avisartikel i 1983 i forbindelse med, at han fyldte 80. Det var på en gård i Nyby, at han kom ud at tjene, og her fik han 50 kr. for sommeren og 20 kr. for vinteren. Men de penge måtte han aflevere til forældrene, som han boede hjemme hos, for det var en stor sum penge. Han var i pladsen i Nyby i 2½ år.

Inden Johannes Jørgensen giftede sig med Petrea og overtog ejendommen på bakken lidt uden for Marup, arbejdede han som skovarbejder i Nederskoven. Men selv efter overtagelsen af ejendommen, var udkommet derfra ikke nok til at kunne brødføde familien. Derfor begyndte han at køre mælk for Truelsdal Andelsmejeri i Aagerup – et job han havde i 28 år, indtil mejeriet lukkede i 1963. Herefter blev han arbejdsmand hos Gartner Melkær på Kvarmløsevej i Tølløse. 

Petrea havde også job uden for hjemmet. Hun gjorde i mange år rent på Lunderød Skole, hjalp til når der var arrangementer sammesteds og assisterede på Elverdamskroen. Alt dette samtidig med, at hun klarede hus og hjem på bedste vis.

I 1972 solgte Johannes og Petrea ejendommen på Ådalvej 52, som de havde passet i så mange år ved siden af andet arbejde. De flyttede til Trekronervej i Tølløse, hvor de dog ikke fik så lang tid sammen. Petrea døde i 1973, men Johannes blev boende alene i huset til sin død i 1984.

Nye ejere af ejendommen på Ådalvej 52 blev Annie og Bjarne Thovtrup Larsen. Han arbejdede for Tølløse Kommune, hun bl.a. på Danæg og Superfos. De boede der ligesom de forrige ejere også i mange år, men med tiden var ejendommen blevet noget forfalden. Derfor valgte nye ejere i 2014 at rive det gamle boelsmandsted ned og bygge en helt ny ejendom.

Sort-hvid foto af et gammelt hus.
Ejendommen genopført efter branden. Postkort stemplet d. 23.12.1921.
Sort-hvid foto af et gammelt hus.
Det gamle husmandssted på Ådalvej 52 inden det brændte. Udateret foto.