Teatret Fair Play

I det gamle soldaterhjem på hjørnet, hvor Borchsvej møder Tidemandsvej, finder man Teatret Fair Play, som i 2021 fusionerede med Holbæk og Slagelse Teater under navnet Sjællands Teater. Her følger lidt om Fair Plays historie og den store betydning, som teatret har haft for Holbæks kulturelle liv.

Sort-hvid foto: Parade af udklædte mennesker gående ad Ahlgade. Flere er på stylter.
Fra ”Sommer i by” arrangement d. 8.5.1978. Fair Play er kommet op på stylterne i Ahlgade. Fotograf: Steen Rasmussen.
Sort-hvid foto: Seks skuespillere på en scene.
Fra julerevyen Ræsepsjow på Borchsvej 1989. Fra v. Birgitte Svensson, Eva Forchhammer, Lars Becktrup, Kurt Bremerstent, Hanne Kirkeby og Inge Duelund. Fotograf: Carsten Lund Madsen.

Af Camilla Maria Agerskov Rask

Fair Play har nu (i 2024) haft til huse på Borchsvej i ca. 44 år, men havde sin opstart i en nedlagt cigarforretning på Vesterbro i København i 1972. Teatret startede som en reaktion på en debat i samtiden om idrættens rolle i samfundet. Benny Schytte og Kurt Abildgaard, begge fodboldspillere i separate klubber, rekrutterede nogle folk, også dels fra fodboldklubber, til at skabe et debatstykke om idræt, som skulle være modspil til idrætsorganisationernes holdning om, at idræt var et værktøj til at styrke fædrelandskærligheden. 

Forestillingen hed ”Fair Play, en collage om idræt,” og det er herfra teatret fik sit navn. Efter debatstykkets succes valgte Kurt Abildgaard at gå egne veje, men mange af de andre involverede ønskede at fortsætte med at spille skuespil. Det var først i sæsonen 1977/78, at teatret fik hjemme i Holbæk, først på en gammel proprietærgård i området Wegenersminde i udkanten af Holbæk, og fra 1980 i det ikoniske, gule soldaterhjem på Borchsvej 3, som indtil da havde været ejet af KFUM. 

Fair Play startede som et teaterkollektiv, hvor alle havde indflydelse på processen. Lige siden etableringen i Holbæk kæmpede teatret for at blive et egnsteater, hvilket viste sig at blive en hård kamp. Mange af skuespillerne var uden skuespilleruddannelse, og teatrets fokus var på forestillinger til børn og unge, som både inddrog publikum og tog udgangspunkt i situationer, som børnene kunne relatere til. Dette betød desværre, at Fair Play ikke blev taget særligt seriøst. Derudover var teatret inspireret af ungdomsoprøret, og folkene bag lagde ikke skjul på, at de var socialister, hvilket ikke faldt i god jord hos de borgerlige politikere. For at etablere sig som egnsteater arbejdede Fair Play derfor hårdt for at skabe et stort netværk i byen og vinde borgernes velvilje. 

I de mange første år var Fair Play hovedsageligt et turnerende teater. Teatret lavede informative børneforestillinger, som de solgte til skoler og institutioner, den årlige Holbæk Revy, som kørte i tre år fra 1979 og populære teatercafeer i eget hus. De involverede sig også i bylivet ved f.eks. at lave små scener og slagsange til 1. maj på Markedspladsen, spille musik med lokale musikere og bands, og samarbejde med lokale grupper som Halvseks, som bl.a. lavede film, multivision og totalteater. Flere i gruppen var aktive i de kulturelle, sociale og politiske foreninger for på den måde at få kendskab til byens liv og strukturer, og byen fik derved også kendskab til teatret.  

Fair Play påtog sig mange af de opgaver, som et egnsteater normalt ville opfylde, og opnåede derved borgerlig støtte i deres sag. Støtteforeningen ”Fair Plays Venner” blev oprettet d. 21. juni 1979 med det formål at gøre Fair Play til egnsteater. Foreningen arrangerede et større støttearrangement samme år, hvor en række bands og kunstnere optrådte gratis, bl.a. Viggo Bro, Avi Sagild og Tom Nagel Rasmussen, og badges med sloganet ”gi’ Holbæk fair play” kom i omløb. Politikerne mærkede Holbæks efterspørgsel på et egnsteater, og meddelte i 1982, at de ville oprette og finansiere sit eget egnsteater: ”Holbæk Teater.”

Fair Play gav dog ikke op og måtte i mange år leve af den lille støtte de kunne få fra bl.a. Teaterrådet og Det Rejsende Børneteater og Opsøgende Teater (RBOT). Økonomien var stram, og teatret var ofte i fare for nedlukning, så det hændte, at de ansatte måtte betale ud af egen lomme eller undvære løn for at holde teatret kørende. 

Alligevel producerede Fair Play mange anmelderroste forestillinger. Til trods for, at deres egne medlemmer hovedsageligt var amatørskuespillere, havde de ofte samarbejde med mange kendte gæsteskuespillere og manuskriptforfattere, eksperimenterede med mange teaterformer som totalteater med ”Rejsen til det Lukkede Land” i 1985, og skjult teater, hvor ”publikum” ikke vidste, at de scener, der udspillede sig på gaden, kun var skuespil. De var ikke bange for til tider at portrættere svære emner, som reflekterede det virkelige liv, og producerede også mange forestillinger, som blev eksporteret til udlandet. De oplevede generelt god respons fra anmeldere og publikum.

Anstrengelserne bar langt om længe frugt, da Fair Play fik egnsteaterstatus i 1992. I den forbindelse udskiftede man den kollektive organisationsstruktur til i stedet at blive selvejende institution med Robert Parr som kunstnerisk leder og Henrik Steen Larsen som administrativ leder. Fair Play mistede status som egnsteater i 1996, men blev egnsteater igen i 2002. 

De unge har altid været Fair Plays hovedfokus, og i 2014 var Fair Play i samarbejde med Holbæk Teater og Stenhus Gymnasium med til at grundlægge Holbæk Drama College, en institution for unge mennesker, der ønskede at udvikle deres talenter både inden for teater, men også inden for færdigheder de forhåbentlig kunne bruge i andre anliggender. Fair Play bestræber sig fortsat på at skabe børneteater af høj kvalitet.

Sort-hvid foto: Fair Play besøger børnebiblioteket. Udklædte mænd optræder foran en flok børn siddende på gulvet.
Fair Play besøger børnebiblioteket d. 6.2.1981. Fotograf: Steen Westh.
Sort-hvid foto: Bygningen på Borchsvej 3, da det var KFUMs soldaterhjem.
Bygningen på Borchsvej 3, som skulle blive teatret Fair Play. Billedet er fra 1976, da bygningen stadig var KFUMs soldaterhjem. Fotograf: Steen Rasmussen.