Ahlgade 10: Vennely, Rylen og alle de andre beværtninger

Den røde murstensbygning på hjørnet af Ahlgade og Lindevej, som nogle måske stadig kender som Vennely, har været en ganske prominent del af Holbæks bybillede siden 1916. Her dykker vi ned i dens snart 100 år gamle historie.

Sort-hvid foto: Postkort med Vennely på et tidspunkt mellem 1916 og 1920.
Postkort med Vennely på et tidspunkt mellem 1916 og 1920. Fotograf: Georg V. Carstensen.
Farvefoto af Ahlgade 10 i 2012.
I 2012 flyttede forretningen Gaya Musik ind i stueetagen på Ahlgade 10. Hermed blev der sat punktum for rækken af beværtninger i Ahlgade 10.

Af arkivar Sanne Rasmussen

Bygningen Vennelys placering i Ahlgades vestlige ende, hvor vejen gør et sving, har gjort den meget synlig - går man op ad Ahlgade mod Labæk, skal man faktisk helt op til Torvestræde før den forsvinder ud af syne. I dag (2024) er der i stuen café samt brætspilforretning, mens de øvrige etager lægger hus til andelslejligheder, som er organiseret i Boligforeningen Vennely. Det er materiale indleveret fra en af foreningens tidligere beboere, som ligger til grund for denne lille gennemgang af bygningens historie.

Gennem årene har der været utallige forretninger i bygningens stueetage. Fx holdt tøjforhandleren E. P. Sillehoved til her frem til 1926, senere kom bl.a. Young Partner og tobaksforretningen Dixi, og i 1980’erne og 90’erne havde HTH Køkkener forretning her. Men fra opførelsen i 1916 og frem til 2011 har én konstant været, at der har været beværtning af den ene eller den anden slags i de lokaler, som vender ud mod Ahlgade. Navnet Vennely vidner også om dette, da det faktisk stammer fra et værtshus, som lå i en gammel ejendom på grunden i starten af 1900-tallet. 

Café Vennely – eller slet og ret Vennely – ser ud til at have været et klassisk værtshus, hvor der blev spist og drukket og spillet kortspil. I 1913 blev beværtningen overtaget af restauratør Camillo Andersen, som viste sig at have store planer. Under overskriften “Camillo Andersens store Byggeforetagende” redegjorde Holbæk Amts Venstreblad i februar 1916 for, at han agtede at opføre “en Stor ny Bygning med Restauration, Butiker og en Del Beboelseslejligheder.” Ambitionsniveauet var højt, og bygningens størrelse og materialer krævede dispensationer fra byggeloven, så både det lokale byråd og Justitsministeriet måtte inddrages.  

Ambitionerne blev indfriet, og i 1916 kunne Camillo Andersen atter byde indenfor på sin beværtning. Nu i nye lokaler og med nye tilbud såsom gæsteværelser, vinterhave og ikke mindst koncert hver aften. Hele herligheden fik også et nyt navn: Landmandshotellet. Dog bar selve bygningen fortsat navnet Vennely, hvilket var skrevet med store bogstaver på facaden.  

Op gennem 1920’erne og 30’erne havde restaurationen en del forskellige ejere, men forretningen fortsatte ufortrødent. Da restauratør Poul K. Godtfredsen overtog i 1944, mente han, at det var tid til en forandring. Han omdøbte Landmandshotellet til Hotel Royal. 

I 1958 gik Godtfredsen konkurs, og han måtte derfor sælge. Hotel Royal blev herefter overtaget af de tre lokale tjenere Evald Erstrup, Peter Jacobsen og Harry Petersen. Sammen skabte de rammerne for, hvad der skulle blive en meget populær danserestaurant i 1960’erne og 70’erne, med levende musik hver aften og masser af festglade unge holbækkere som gæster. “Rylen,” som Hotel Royal blev kaldt i daglig tale, var så populær, at der i dag findes en hel Facebook-side, hvor tidligere gæster, orkestre og ansatte mindes de gode tider på hotellet, hvilket der, så vidt arkivet ved, ikke er andre beværtninger i byen, der har opnået. 

Rylen eksisterede helt frem til 1982. Stedet var på dette tidspunkt i nogle år blevet drevet af Evald Erstrups enke Esther, og hun solgte restaurationen videre i 1981. Den nye ejer måtte dog erkende, at driften af stedet var for stor en mundfuld og lukkede derfor Hotel Royal i september 1982. 

Allerede i december 1982 kunne dansen fortsætte i de gamle lokaler, som var blevet omdannet til “ikke mindre end byens lækreste discoteque” - i hvert fald ifølge annoncen for åbningsreceptionen. Navnet var nu Discoteque Number One, og i tråd med den generelle udvikling i dette årti var den levende musik blevet skiftet ud med discjockeys.  

Diskoteksfesten varede frem til midten af 1990’erne, hvor Number One blev til Break Point Pool Pub, som lukkede i september 2011. Dermed blev der sat punktum for Ahlgade 10’s historik som beværtningssted, hvilket måske kan synes lidt trist. Til gengæld har det nok været til glæde for beboerne på etagerne ovenover, som til tider havde følt sig generet af støjen fra de festlige aftener. I 1990 dannede beboerne Boligforeningen Vennely, og at foreningen har valgt netop dette navn, kan tjene som en god påmindelse for os i dag om bygningens festlige fortid. En tak skal lyde til Lisbeth Mogensen for at bringe os på sporet af den. 

Sort-hvid foto: Hotel Royals facade i 1975. Kvinde og barn cykler forbi.
Hotel Royals facade i 1975. Fotograf: Steen Rasmussen.
Annonce for Camillo Andersens nye beværtning Landmandshotellet.
Annonce for Camillo Andersens nye beværtning Landmandshotellet. Ambitionsniveauet er tydeligt! Fra Holbæk Amts Venstreblad 15. november 1916.
Sort-hvid foto: Ahlgade 10 i 1971. Der står "Det gjensidige forsikringsselskab Danmark" på gavlen.
Ahlgade 10 i 1971. Bygningen var ejet af forsikringsselskabet Danmark og havde derfor fået navnet Danmarks Hus. I stueetagen kan ses tøjforretningerne Young Partner og Junior samt tobaksforretningen Dixi og Hotel Royal. Fotograf: Steen Rasmussen.