Bronzefundet fra Vognserup

Historien om hvordan en 3000 år gammel skat endte i en plastikpose - og blev opdaget ved et rent tilfælde.

Rund metalskive dekoreret med koncentriske cirkler af spiralformede mønstre. En del af kanten er beskadiget eller mangler.
Metalpladen som satte sig fast i traktorens dæk. Kilde: Rieck, F: ”Bronzer fra Vognserup Enge” i ”Fra Holbæk Amt 1971 – 1972”.
Nærbillede af dekorativt mønster med tætte spiraler og båndformede felter med indgraverede ornamenter.
Et nærbillede af den sirlige dekoration. Kilde: Rieck, F: ”Bronzer fra Vognserup Enge” i ”Fra Holbæk Amt 1971 – 1972”.

Af arkivar Sarah Engel Libonati

En forårsmorgen i 1968 var to traktorførere i gang med at dybdepløje et stykke af det udstrakte mosedrag syd for Vognserup. 

Pludselig hørtes der en høj skralden fra én af traktorernes baghjul. En stor cirkelformet metalplade havde sat sig fast, og en spids havde boret sig ind i hjulet.

Ærgerlig og irriteret skulle traktorføreren til at smide pladen væk, da han opdager, at den er sirligt dekoreret. Han beslutter derfor at tage pladen med hjem og gemmer den væk i en plastikpose. 

Under høstarbejdet samme år opdager man en lignende plade, som også kommer hjem i en plastikpose. Nu var traktorførernes nysgerrighed for alvor vakt! 

En enkelt formiddags arbejde med skovl indbragte flere mystiske fund til de to poser. Lidt efter lidt blev poserne og deres indhold dog glemt – og der skulle gå tre lange år, før de atter så dagens lys. 

Tilfældigheder havde bragt fundet frem, og tilfældigheder bragte det til arkæologerne. Den ene traktorfører havde en søster, der var hushjælp i Ribe. Her fortalte hun om fundet til en logerende, der viste sig at være forlovet med en arkæolog.

Snart havde ordet spredt sig, og muldens mystiske fund viste sig at være ét af Danmarks rigeste offerfund af kvindesmykker fra ældre bronzealder. Der blev fundet i alt 200 intakte genstande! 

Fundet kan den dag i dag opleves på Nationalmuseet, men historien startede lige her i vores egen baghave.

Samling af metalgenstande og smykker udstillet på mørk baggrund. Blandt genstandene ses skiver, spiraler, halsringe og ringformede genstande.
Det samlede fund. Kilde: Nationalmuseet.dk.