Strandparkens nye restaurationspavillon
En ny pavillon skabte splittelse i Holbæk by i 1930'erne.
Af arkivar Jesper Lundsby Skov
Næsten alle holbækkere har et forhold til Strandparken. Sådan er det i dag, og sådan var det også tidligere.
Strandparken åbnede i 1898. Det var en gave fra købmand William Richard Tidemand og hans kone, Caroline Marie Dons, der havde arvet jordstykket fra sin far. Ægteparret var inspireret af Frederiksberg Have, og de mente, at Holbæk, som de begge havde boet så mange år i, fortjente en lignende park.
Holbækkerne tog med det samme parken til sig. Allerede året efter, i 1899, sprang købmand Sabinus Seidelin til og donerede en pavillon til parken, som stod færdig i år 1900. Nu kunne man også besøge parken og nyde sine medbragte mad- og drikkevarer, når vejret var mindre heldigt.
Pavillonen viste sig meget populær, og efterhånden som flere og flere fik bil, begyndte flere og flere af parkens gæster også at komme uden for Holbæk. Det betød, at der ikke gik længe, før der opstod nye tanker om at udvide den, selvom en del holbækkere også var stærkt skeptiske overfor tanken. Ved begyndelsen af 1930’erne havde tankerne imidlertid konkretiseret sig i planer og tegninger for en ny restaurationspavillon.
Men da byrådet skulle tage stilling til planerne i februar 1934, protesterede flere holbækkere, og i byrådet var politikerne splittet – også internt i partierne.
Tilhængerne fremhævede, at hvis Holbæk skulle konkurrere med andre byer af lignende størrelser, så var det nødvendigt at få en ordentlig restaurationspavillon, fordi det var blevet mere og mere udbredt med sådanne etablissementer, der serverede både mad og alkohol i byens grønne områder.
Kritikerne havde flere argumenter imod den nye strandpavillon. En af de mest tungtvejende var økonomien. Den nye strandpavillon ville ifølge kritikerne blive al for dyr, og det stred imod de økonomiske krisetider, som Danmark gennemlevede i midten af 1930’erne, hvor arbejdsløsheden var stor, og mange havde svært ved at få økonomien til at række.
Derudover var der også flere, der mente, at man slet ikke behøvede en ny og meget større pavillon, fordi det ville ødelægge Tidemands oprindelige vision med parken, som skulle være præget af fred og ro i en velholdt park. En ny restaurationspavillon ville være et forstyrrende element.
Til sidst var mange afholdsfolk også bestyrtede over, at den nye restaurationspavillon åbnede mulighed for servering af stærk spiritus. I 1930’erne var der en stor afholdsbevægelse i Danmark, som bl.a. betød, at udskænkning og salg af alkohol i visse kommuner var stærkt reguleret og begrænset. I Holbæk opnåede afholdsfolkene dog ikke flertal.
Selvom sagen skulle have været færdigbehandlet i februar 1934, så udsattes den endelige behandling til oktober 1934, hvor udgifterne til projektet var blevet sat ned. Én enkelt af byrådets medlemmer havde også skiftet side og dermed blev det med stemmeafgivningen 9-6 vedtaget, at Strandparken skulle have en ny restaurationspavillon.
Efter 2. verdenskrig skete der flere udvidelser, og der blev etableret et hotel – Hotel Strandparken, hvorfra man ligesom i 1930’erne kan nyde den smukke udsigt over fjorden.
