Holbæks borgmesterkæde – et øjebliksbillede af 1980
”Kampen om borgmesterkæden” er blevet et fast udtryk, når der er kommunalvalg. De fleste er klar over, at der ikke er tale om en kamp om en fysisk borgmesterkæde, men at udtrykket beskriver kampen om den politiske magt og borgmesterposten i kommunen. Men hvad er det med den borgmesterkæde? Hvorfor har man den, og hvor længe har den eksisteret?
Af stadsarkivar Andreas Skov
I Holbæk fik man en borgmesterkæde i 1980, men inden vi ser nærmere på den og dens tilblivelsesproces, så lad os først lige tage et overordnet blik på borgmesterkæder.
Borgmesterkæden er oprindelig en tysk tradition, der går cirka 700 år tilbage, hvor den blev båret af små bykonger. Udrykket ”bykonge” er som bekendt også gledet ind i dansk sprogbrug for at beskrive en til tider magtfuldkommen borgmester, der har siddet længe og sikkert på posten.
Den tyske tradition kom til Danmark i 1934, da Gentofte som den første kommune fik en borgmesterkæde. Herefter spredte ideen sig til andre især større byer, og kommunalreformen i 1970 blev anledning til, at rigtig mange kommuner fik en borgmesterkæde.
Finansieringen af kæderne kom som regel fra de lokale erhvervsdrivende og/eller foreninger og pengeinstitutter. Kun i ganske få tilfælde, som i Ærøskøbing i 1965, var det kommunens egne borgere, der pungede ud.
I dag har 85 af landets 98 kommuner en borgmesterkæde, og selv om de er forskellige i deres udformning, så har næsten alle en medaljon med byens våben som vedhæng.
I Holbæk var det Holbæk Erhvervsråd, der var primus motor i realiseringen af byens borgmesterkæde.
Ideen om en borgmesterkæde i Holbæk opstod i forbindelse med kommunalreformen i 1970. Her blev de fem omkringliggende sognekommuner, Tuse Næs, Butterup-Tuse, Sdr. Asmindrup-Grandløse, Ågerup og Orø, lagt sammen med Holbæk. Den nye Holbæk Kommune var otte gange større i areal end købstadskommunen, og befolkningstallet blev forøget med 8.000, hvilket naturligt førte til en voksende kommunal administration.
Der skulle dog gå næsten 10 år, før Holbæk Erhvervsråd fik finansieringen på plads. Men i 1979 lykkedes det med bidrag fra lokale donorer, bl.a. i erhvervslivet, landbruget, handelslivet mv., at få indsamlet ca. 46.000 kr.
Udformningen og den håndværksmæssige fremstilling af borgmesterkæden blev overdraget guldsmeden J. Schmidt Kjergaard, som lavede den 1 kilo tunge kæde i forgyldt sterlingsølv. I selve kæden er der indsat otte symboler, som er repræsentative for Holbæk omkring 1980: Søfart og fiskeri, industri, handel, håndværk, servicefag, undervisning og uddannelse, landbrug og militær. Kædens skjold er af emalje og viser byvåbnet, og på bagsiden findes inskriptionen: “Givet Holbæk byråd ved indvielsen af administrationscentret 1980”.
Holbæk Erhvervsråd besluttede, at borgmesterkæden skulle finde sted i forbindelse med indvielsen af administrationscentret, som byrådet 4. februar 1976 havde besluttet at opføre på den gamle dampmøllegrund.
Indvielsen af administrationscentret fandt sted lørdag d. 19. januar 1980. Arnold Sørensen, der havde været borgmester siden 1970, fik som den første kæden om skuldrene. ”Det er mig en stor glæde at modtage denne kæde. Jeg takker – ikke for min persons skyld – men på embedets vegne og på byrådets, der jo besætter borgmesterembedet. Dette er ikke en belønningsmedalje, men den er udtryk for demokratiet i vor kommune og også en påmindelse for borgmesteren og de folkevalgte om, at de skal stå til ansvar for dette demokrati. Kæden består af en række led, men den giver samtidig samling og vil komme til at bære skiftende borgmestres navne gennem flere generationer. Derved vil den komme til at binde fortid og fremtid sammen og minde os om hver enkelt generations forpligtelse til at tage vare på det, vi har fået i arv”.
Siden Arnold Sørensen er borgmesterkæden blevet båret af fire borgmestre. Den bæres kun af borgmesteren ved særlige begivenheder såsom besøg fra kongehuset eller ved det første byrådsmøde efter et kommunevalg.