Læs dig klogere på klimaet
Vi anbefaler en række bøger, der gør dig klogere på vejr, klima og bæredygtighed forud for klimatopmødet i Brasilien.
Af biblioteket
I november holder FN klimatopmøde i Brasilien med fokus på at begrænse den globale temperaturstigning.
Vi anbefaler her en række bøger, der gør dig klogere på klimaet på forskellige måder.
100 myter om vejr og klima
Få svar på 100 spørgsmål om vejr og klima af de to eksperter Jens Ringgård Christiansen og Kasper Møller Nielsen. En del af de spørgsmål, der besvares, er påstande, som man typisk vil høre over frokosten.
Gennem ganske korte forklaringer udredes påstande med mængder af videnskabelig information, inden den til sidst be- eller afkræftes. En fin og informativ bog, der lægger sig mellem seriøs faglig formidling og populærvidenskab.
Da vejret blev en nyhed - 20 år med klimaforandringer
Jesper Theilgaard fortæller om sin tilgang til klimadebatten og kommer med sin personlige beretning om mere end 20 år i meteorologiens tjeneste. Læs blandt andet om decemberstormen i 1999, orkanen Katrina, det fejlslagne COP 15 møde eller om den danske hedebølge i 2018. Bogen henvender sig både til den klimainteresserede og opgaveskrivende.
Foruden den trykte udgave findes bogen også på eReolen som både tekst og lyd.
Kun en dråbe
Nytter det egentlig noget at kæmpe for klimaet i et lille land som Danmark? Det spørgsmål stiller mange danskere sig selv, for er Danmarks indsats ikke blot en dråbe i havet?
I denne debatbog kommer Kristian Jensen med et forsvar for den danske klimakamp og tager kampen op mod klimapessimismen, fx er fortællingen om Danmark og vindmøllerne et eventyr, som H.C. Andersen ikke kunne have skrevet bedre. Bogen er velskrevet og henvender sig til læsere med interesse for klima og politik.
Sne: en historie
Sne var en selvfølgelighed, da den svenske miljøhistoriker Sverker Sörlin var barn. Sådan er det ikke længere på grund af de stigende temperaturer. Forfatteren belyser begrebet sne fra forskellige vinkler, fra snefnuggets opbygning, sneens udbredelse til dens omtale i litteraturen.
Bogen er skrevet i essayform krydret med anekdoter. En spændende og filosofisk bog for læsere med interesse for geologi, naturvidenskab og vejret.
Data, dyr og dagliljer: en rejse i forbundethed og en grønnere livsstil
Vegansk levestil er ikke kun at spise planter. Det er også at føle en stærk tilknytning til naturen og dens skabninger. Læs med, hvis du søger inspiration og motivation til at skabe en bæredygtig fremtid for dig selv og verden.
Baseret på studier og forskning undersøger og debatterer Lisel Vad Olsson de gavnlige effekter planeten vil opnå, hvis den industrielle landbrugsproduktion omlægges. Forfatterens pointe er, at den grønne livsstil bør være almindelig og mulig for alle. Kan også læses som e-bog på eReolen.