Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Kort om bogen

Sansemættet selvbiografisk roman med en egen litterær tone, der vil glæde og bevæge mange læsere. Forfatterens minder fra opvækst og voksenliv med sine berømte og selvoptagede forældre sammensætter en fortælling om kærlighed og savn, nærvær og fravær, og om den sidste tid i en fars liv, oplevet af hans datter

Beskrivelse

Romanens særlige konstruktion er skabt af erindringer, efterladte breve og båndoptagelser, refleksioner og digtning, kædet med litterære citater og referencer. Forfatteren, der er datter af Ingmar Bergmann og Liv Ullmann, skriver et sted, at man må gøre virkelige personer fiktive for at bringe dem til live, og tid, sted og fokus har hyppige skift. En ramme er far og datters plan om at skrive en bog om hans aldring og sidste tid, og forsidens uskarpe lille foto af de to genspejler bogens tone

Vurdering

Meget flot skrevet roman, der absolut ikke kun henvender sig til de mere litterært krævende læsere, trods den lidt særlige komposition. Den er så sanselig, sødmefuld, pinagtig og smertelig som den bergmannske filmkunst. Meget stærkt står forløbet op til farens død. Faktisk bliver man lidt mundlam af denne smukke læseoplevelse! Oplagt til læsekredse

Andre bøger om samme emne

Stilistisk er der en tråd til forfatterens debut, Før du sover. Temaer som familien, savn af nærvær, kærligheden er gennemgående i hele forfatterskabet, som passende kan formidles til lånere, der også holder af Herbjørg Wassmo