Lektørudtalelse

Forfatter: Sanna Stagaard Gade

Kort om bogen

Tv-værten Petra Nagel kigger tilbage på sit liv og den usikkerhed, der altid har været hendes følgesvend. Hun fortæller ærligt, humoristisk og til tider tåkrummende pinligt, om alt det hun gerne ville have vidst, da hun var 20 år. For læsere med interesse for biografier af kendte

Beskrivelse

Journalist og TV-vært Petra Nagel kigger tilbage på sit liv og reflekterer over, hvad hun har lært igennem sine 36 år. Hun fortæller om sin opvækst i en kernefamilie med to kreative, veluddannede forældre og lillebror. Vi hører også om hendes ungdomsliv, kærlighed til mad, hendes mange tatoveringer, den svære kærlighed, venskaber og hvad hun har lært af at blive ældre, finde kærligheden og være mor til to

Vurdering

Petra fortæller ærligt, selvudleverende og med et glimt i øjet om sit liv. Hun er ikke bange for at udstille sig selv og er god til at reflektere over, hvad situationerne har lært hende. Bogen er skrevet i et friskt talesprog, hvor kapitlerne har hvert sit emne, som fx hår, tatovering, venskab mv. Den springer dog en del rundt i emnerne, så det kan virke forvirrende. De enkelte kapitler ville dog godt kunne stå alene som klummer i et magasin

Andre bøger om samme emne

Man finder samme tema i Brev til mit yngre jeg. Minder også om Maise Njors bøger fx Mit liv som mundlam - og hvordan man lærer at sige fra