Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Nygaard Kaad

Kort om bogen

Roman om en ung flygtning, der er på vej mod nord efter ophold i fangelejr i en udefineret krig igennem flere år. For voksne med interesse for ny, nordisk litteratur

Beskrivelse

Bogens jeg-person er en 17-årig, pukkelrygget krigsfange. Vi følger hans rejse nordpå gennem et krigshærget land. En mindre dreng og en lille pige slutter sig til ham og sammen kæmper de sig gennem sønderskudte, forladte egne. Bogen er bygget op i små afsnit uden kapitler. Bogen skifter i tid, så jeget både fortæller om sin tid i fangelejren, nutiden på vej mod nord og en midterpassage, hvor en kvinde fandt ham og bildte sig selv ind, at han var hendes forsvundne mand. Krig og flygtninge gøres universelt, da ingen lande eller krige nævnes, kun den fiktive by Welcherweg

Vurdering

Bogen er en meget velskrevet, skønlitterær stemme i flygtningedebatten. Via jegpersonen følger vi en flygtning og den umenneskeliggørelse, han er udsat for. Sult, angst, traumer, seksuelle overgreb o.m.a. behandles i en litterær ramme. Skrivestilen er beskrivende, fx: "Glasset faldt, åbnede sig, indholdet blev blandet med glasskår og voksstumper og flød ud omkring mine fødder, som om et blodigt slag blev udkæmpet mellem gulvbrædderne". Der er ikke fokus på handling, men på jegets oplevelser, tanker og hallucinationer

Andre bøger om samme emne

Kim Leine skriver i De søvnløse også om en unavngiven krig. Krigens uhyrligheder beskrives også indgående i Jordemoderen