Lektørudtalelse

Forfatter: Iben Jakobsen

Kort om bogen

Roman om et giftigt forhold og om at bo med en andens mørke. Hovedsageligt for kvindelige læsere med interesse for parforhold

Beskrivelse

Norsk roman, sat i 1980'erne, om 23-årige Sofia, der forelsker sig i den 15 år ældre amerikanske Frank. Sofia er en kunstnerisk og poetisk sjæl, og Frank starter ud som en smuk og dragende mand med en masse erfaring og livskraft - men snart hvirvles hun ind i hans spind af misbilligende spidse kommentarer og bagvendte komplimenter, og hun indser at han kontrollerer hende helt og aldeles

Vurdering

Han er Dr. Jekyll og Mr.Hyde, han har en tunge af sølv og en tunge af ståltråd, og kun hun får hans sande jeg at se, mens han charmerer alle andre. Usikkerhed, dårlig samvittighed og ung kærlighed holder hende hos ham, mens man som læser skriger, at hun skal komme væk. Størstedelen af bogen foregår inde i Sofias hoved og er set gennem hendes følelser og tankemylder. Kapitlerne er korte og hurtigt læste. Det er velskrevet, men til tider også både lidt langtrukkent og lidt flyvsk når Sofias indre monolog hopper mellem følelser og tanker i et væk

Andre bøger om samme emne

Forfatteren har på norsk udgivet en lang række digte og romaner, og dette er den fjerde bog der er oversat til dansk. Andre bøger om usunde forhold er fx Simos passion, Kvinden der gik ind i døre og I kærlighedens vold