Lektørudtalelse

Forfatter: Iben Jakobsen

Kort om bogen

2017 er hundredåret for henrettelsen af den legendariske kvinde Mata Hari. I denne fiktive biografi tegner Paulo Coelho et blændende portræt af den kontroversielle danser, der var spion for Tyskland under 1. Verdenskrig og blev henrettet i 1917. For fans af Coelho samt historieinteresserede

Beskrivelse

Historien fortælles gennem de breve Mata Hari skulle have skrevet i fængslet aftenen før sin henrettelse ved skydning. Her gennemgås hendes liv fra hendes hollandske barndomsby, til mareridtsårene som officerhustru, berømmelsen i Paris og endelig, krigen og spionagen. Til slut kommer et brev fra hendes advokat, der forsøger at forklare, hvorfor det gik, som det gjorde. Det er en fortælling om hvilken pris, man betaler for at gå sin egen vej

Vurdering

Bogen er interessant og letlæst, men er i sin form som kort brevroman begrænset til jegfortælleren, der ser tilbage på sit liv og oplevelser. Historien kan godt føles lidt for stille og afdæmpet i forhold til hvor kulørt og kontroversiel en figur Mata Hari var, og alt er kortet meget ned. Omvendt får man dog netop den mere personlige vinkel af en misforstået kvinde i en tid, der ikke kunne acceptere hendes frisind

Andre bøger om samme emne

Coelho har skrevet et væld af andre bøger, der er værd at stifte nærmere bekendtskab med. Ønsker man at lære mere om Mata Hari findes fx Mordet på Mata Hari, Manden med de tre ansigter og andre spionaffærer og Over stregen - under besættelsen