Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Ry Andersen

Kort om bogen

Indsigtsfulde korttekster, hvor Søren Ulrik Thomsen på mesterlig vis bl.a. filosoferer over tiden, oplevelser i sit liv og samtidsfænomener. Bogen henvender sig til et publikum med interesse for forfatteren Søren Ulrik Thomsen og det velskrevne danske essay

Beskrivelse

Søren Ulrik Thomsen har tidligere bl.a. udsendt essaysamlingen Repremiere i mit indre mørke, 2009. Nærværende bog består af ca. 110 korttekster, der spænder fra det essayistisk reflekterende til erindringshistorier og prosadigte. Med tiden - fortiden, nutiden og fremtiden - som omdrejningspunkt reflekterer Thomsen over forskellige situationer og oplevelser fra sit liv og forholder sig til sin egen dødelighed. Han skriver bl.a. også om venskaber, misundelse, politik, værtshusbesøg og kunst og litteratur ligesom han formidler sine indtryk af København og knytter nogle ord til sin forfattervirksomhed

Vurdering

Søren Ulrik Thomsen skriver som altid godt og præcist med mange interessante og nærværende iagttagelser, og man mærker tydeligt hans filosofiske indgang til livet og tilværelsen i det hele taget. Han forholder sig flere steder kritisk til tidsånden og i samlingens mest mindeværdige tekst, analyserer han på underholdende og rammende vis, hvordan krammet - til hans store fortrydelse - har erstattet det gode, gamle håndtryk. Glimrende læsning

Andre bøger om samme emne

Klaus Rifbjerg reflekterer over nogle af de samme emner i sin essaysamling Blandede bolsjer