Lektørudtalelse

Forfatter: Conni Boll Christensen

Kort om bogen

To danske piger forsvinder på Englandsbåden i 1985. Flere år senere dukker et foto af dem tilfældigt op i hænderne på journalisten Nora Sand, som er et nyt og godt bekendtskab for krimilæsere

Beskrivelse

Nora Sand arbejder i London som korrespondent for et dansk blad. Hun køber en gammel kuffert, der skal pynte i stuen og ud falder en masse fotos af unge piger. Noras nysgerrighed er vakt, da hun opdager, at to af pigerne er danske, og at de var på vej til London, da de forsvandt på Englandsbåden. Kufferten har oveni købet tilhørt en seriemorder, der afsoner en livstidsdom. Han er dømt for at have myrdet 17 unge piger, men kun ét af ligene er fundet. Efterhånden som hun trævler sagen op, kommer også Nora i livsfare. Med til historien hører også, at en gammel beundrer fra gymnasietiden dukker op og får Noras hjerte til at banke hårdere

Vurdering

Forfatteren er ligesom sin hovedperson korrespondent i London og debuterer med denne krimi, som er baseret på en virkelig historie, hun er stødt på under sit arbejde. Håndværket er i orden, personerne troværdige og plottet er spændende og med en noget overraskende slutning. Jeg læste den i ét stræk og vil gerne høre mere om Nora Sand

Andre bøger om samme emne

Efterhånden er der mange journalister, der skriver krimier om journalister, der har bøvl med kærlighedslivet og hvis stærke retfærdighedssans ofte gør livet farligt for dem. Fx Elsebeth Egholm og Liza Marklund