Lektørudtalelse
Anvendelse/målgruppe/niveau
Norsk autobiografisk roman om en syg ung kvinde, der ved at skrive kæmper sig tilbage til livet og lyset. For læsere af god nordisk litteratur
Beskrivelse
Kjersti er først i tyverne og så invalideret af kronisk træthedssyndrom, at hun er kommet på plejehjem. Hun har droppet studiet, og kæresten har droppet hende. Omgivet af døende gamle og selv helt udmattet, finder hun alligevel en gnist af livslyst og flytter hjem i forældrenes kælder, hvor hun usigeligt langsomt og livsvigtigt skriver små sentenser. Først på gule post-it, siden på en slukket computer, men omsider er hendes roman om en gammel dames dødsangst færdig, og Kjersti er blevet forfatter og menneske igen. En velskrevet roman om eksistentiel ensomhed og frygt og om at komme videre trods sygdom og indre dæmoner. Skomsvold har et særligt blik for det tragikomiske i tilværelsen og er på en gang både selvransagende og sårbar, alvorlig og humoristisk, og hendes roman er selvkommenterende og vil ingen ende tage, for hvordan får man den slutning, man gerne vil?
Sammenligning
Kjersti Annesdatter Skomsvold (f. 1979) debuterede i 2011 med den gode og anmelderroste lille roman Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg, som netop er den roman, som Kjersti skriver på her i Monstermenneske. Selvrefererende og selvkommenterende? Javist, ganske som landsmanden Karl Ove Knausgård, som Monstermenneske også er i dialog med
Samlet konklusion
Galgenhumoristisk og livsbekræftende selvbiografisk roman om at overvinde sygdom og modgang ved at skrive. En god læseoplevelse