Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Olsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Kejserhøgen er en krigsberetning fra første verdenskrig og vil derfor primært appellere til det mandlige lånersegment. Bogen lægger ikke skjul på sit emne, hverken på forsiden, der prydes af en luftkamp imellem et engelsk og et tysk krigsfly, eller i bagsideteksten, der beskriver bogens indhold præcist

Beskrivelse

Historikeren Kåre Johannesen har tidligere skrevet blandt andre bøgerne Blodsbånd, Vredens dag og Forræderen, der alle indgår i serien Slægten, der handler om personer op igennem Danmarks historie. Nu har han så skrevet sin egen fritstående bog Kejserhøgen, der handler om den fiktive Albert Jantzen, som stammer fra den del af Sønderjylland, der i begyndelsen af det 20. århundrede tilhørte Tyskland. Albert bliver i 1914 indkaldt til tjeneste på tysk side i 1. verdenskrig. Her oplever han skyttegravsrædslerne og bliver senere overført til det helt nyoprettede tyske luftvåben, hvor han gør tjeneste ved siden af legender som Den Røde Baron. Bogen er ret godt skrevet og man kan sagtens fornemme krigens rædsler og hvor modige piloterne var dengang, da luftkrig var noget helt nyt

Sammenligning

Der er skrevet bøger om danskere i krig på tysk side, men en hurtig søgning i Bibliotek.dk angiver ingen romaner, der foregår under 1. verdenskrig

Samlet konklusion

Kejserhøgen er en velskrevet bog om den fiktive Albert Jantzen, der deltog i det nye tyske luftvåben under første verdenskrig. Bogen kan helt sikkert anbefales til lånere, der kan lide at læse krigsberetninger