Lektørudtalelse
Anvendelse/målgruppe/niveau
Denne moppedreng af en debutroman er underholdende, farverig og vidtfavnende, og den vil appellere til de mange læsere, der uden at kunne definere det nærmere, efterspørger en god historie. Romanen filmatiseres i 2008 med Johnny Depp i hovedrollen
Beskrivelse
Først i 1980'erne flygter den unge australier Lin fra en lang fængelsdom og kommer illegalt til Bombay. Her finder han straks gode venner, og ved et tilfælde befinder han sig pludselig i slummen, hvor han praktiserer som en slags læge. Ikke alle Lins venner er byens bedste børn, og snart er han involveret i diverse intriger og lyssky affærer. Forsmået kærlighed, et brutalt fængselsophold, samarbejde med Bombays mafia, en aktion i Afghanistan og endda optræden i Bollywood film er noget af alt det, Lin kommer ud for i den dramatiske roman. Handlingsmæssigt spænder Shantaram vidt, mens den sprogligt ikke just er kendetegnet ved underforståede raffinementer
Sammenligning
Gregory David Roberts er født i 1952, og denne selvbiografiske roman er hans debut
Samlet konklusion
Farverig og handlingsmættet murstensroman fra 1980'ernes Bombay, som vil falde i smag hos mange læsere af gode underholdningsromaner