Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Endnu en rigtig god, velskrevet og ganske fascinerende roman fra Helle Helle (f. 1965). I hendes velkendte underspillede og antydede stil beskriver hun nogle uger i søstrene Jane og Tines liv. De er først i tyverne og bor sammen i Rødbyhavn, hvor Tine er på barselsorlov, og hvortil Jane netop er vendt tilbage efter en afbrudt uddannelse. De arbejder som ekspeditricer i parfumeriet på færgeoverfarten Rødby-Puttgarden, og der sker ikke ret meget i deres liv. De småflirter lidt til forskellig side, men stabile mænd er ganske fraværende, som de også var det i deres mors og mormors liv. Romanen foregår midt i 1980'erne og er knivskarp og fintfølende i sin skildring af et banalt hverdagsliv i en marginaliseret provins. Måden, hvorpå der ikke rigtig sker noget, den minimalistiske og realistiske skrivestil samt de på en gang ligefremme og underforståede replikker gør Rødby-Puttgarden til en stilsikker beskrivelse af et almindeligt liv, som ved nærmere bekendtskab måske ikke er så trygt og ufarligt endda. Helle Helles forfatterskab bliver flittigt læst (også af de unge opgaveskrivere), og det er der fortsat god grund til. Okay forside