Lektørudtalelse
Den 23-årige Kenneth Bøgh Andersen har valgt "den fantastiske fortælling" som genre for sin debut på det litterære marked. At det ikke er nogen tilfældighed, bliver man hurtigt overbevist om ved læsningen af dette tre-bindsværk. Værket virker velkonstrueret og gennemtænkt ned til den mindste detalje. Bøgerne er i familie med C.S. Lewis' Narnia-serie og Astrid Lindgrens Mio, min Mio og Brødrene Løvehjerte. Ligesom det er tilfældet med ovennævnte værker, udspilles handlingen i Slaget i Caïssa sig også på 2 planer: Den normale realverden kontra den eventyrlige mytiske verden. Den 13-årige Frode lider af en dødbringende sygdom og ligger på hospitalet og venter på døden. På et tidspunkt fyldes hans værelse af en mystisk tåge, og han befinder sig i en fremmed verden, hvor han deltager i en krig mellem de gode og de onde kræfter. Der krydsklippes mellem de to verdener, og det, der sker i den ene, får betydning i den anden. Plottet er godt, om end ikke dybt originalt. Handlingen er spændende og tilpas actionmættet. Sproget er godt og velklingende. Per Jørgensens farverige forsideillustrationer fuldender indtrykket af et flot eventyrværk for de 10-14-årige