Lektørudtalelse
Kort om bogen
Fragmentarisk poetisk roman om en mor og en datter og om tab, erindring, seksualitet og uperfekthed. For læsere af lyriske og eksperimenterende romaner
Beskrivelse
Roman, der i små fragmenter berører forholdet mellem en kvinde og hendes elsker og spejlingen mellem kvinden og hendes mor. De to kvinders fortællinger hvirvles sammen, og viser sorgens og kærlighedens mange ansigter. Moren har mistet sin mand, og datteren kan ikke få den mand, hun har indledt et forhold til. "Sprækker" er en punktroman uden kronologi skrevet i et lyrisk sprog med gentagelser og eksperimenterende sætningsopbygninger. Det er Mette Garfields debut
Vurdering
Stemningsmættet poetisk debut om tab, erindring og seksualitet og al den uperfekthed, der følger med. Enkelte steder virker romanens eksperimenterende stil en smule påtaget, men alt i alt er værket en fin helhedsoplevelse med et smukt omslag og en fragmentarisk opsætning, der spejler kvindernes længsel og søgen i fortællingen
Andre bøger om samme emne
Minder med sin korte poetiske form, spring i tid og komplicerede kærlighedshistorie om Julie Baduras Jeg elsker dig om femten år