Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Majgaard Jensen

Kort om bogen

For alle Blixen- og klassikerfans er her en lille handy bog til baglommen, så man kan læse i køen i supermarkedet, når man venter på toget - eller bare hjemme i sofahjørnet

Beskrivelse

To af Karen Blixens noveller, som tematiserer ægteskab, "Ringen" fra Skæbne-anekdoter og "En historie om en perle" fra Vinter-eventyr

Vurdering

De to noveller tematiserer ægteskab i det højere borgerskab i 1800-tallet. Hovedpersonerne er unge, nygifte kvinder, begge har modtaget et smykke fra deres ægtefælle, og det bliver for dem begge symbolet for det uskyldstab, som ægteskabet indebærer for dem. Som altid hos Blixen er det dunkelt og dobbelttydigt men med antydning af, at de vælger uskyldstabet for at komme i kontakt med deres egen drift og seksualitet. Teksten er i moderne retskrivning. Udgivelsen er i omfang og grafisk udstyr en pendant til den populære fagbogsserie "Tænkepauser" fra Aarhus Universitet, og åbner dermed for formidling til impulslæsere og unge læsere

Andre bøger om samme emne

Bogen er én af fem samtidige litterære udgivelser i en ny forlagsserie "Gyldendal kolibri"; de øvrige er Troels Kløvedal Om drømme, H.C. Andersen Om jul, Søren Ulrik Thomsen Om storby og Tove Ditlevsen Om penge