Lektørudtalelse

Forfatter: Henrik H Pedersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Denne udgave henvender sig især til den "gennemsnitlige" bibliotekslåner af klassisk skønlitteratur og ikke så meget elever og studerende. Desuden til "fans" af tegner Mette Dreyer, som har illustreret bogen

Beskrivelse

Indeholder seks klassiske Blicher noveller i en nydelig fin indbundet udgave. Det drejer sig om: "Brudstykker af en landsbydegns Dagbog", "Ak! hvor forandret!", "Hosekræmmeren", "Præsten i Vejlby", "De tre Helligaftener" og "Bettefanden". Næsten alle er gengangere i novellesamlinger som Noveller, 1999, i Borgens "klassikerserie" fra Det danske sprog- og litteraturselskab. I 1994 udkom også Dansklærerforeningens Noveller ved Søren Baggesen. En af Blichers store noveller "Sildig Opvaagnen" er med i mange udgaver, men ikke i nærværende udgave hvor man til gengæld har medtaget den mere sjældne "Bettefanden". Denne udgave indeholder desuden et fyldigt og kyndigt forord fra en af Blichers "børnebørn" Jens Smærup Sørensen, der gennemgår bogens noveller. Ellers er det bogens illustrationer af Mette Dreyer, man skal nyde. Dreyer er bl.a. kendt fra Politiken og flere tegneserier og bogillustrationer, senest Tekster og tegninger, 2008 i samarbejde med Klaus Rifbjerg

Sammenligning

Som skrevet før mange tidligere udgaver, men ofte myntet på elever og studerende. Nærværende udgave, med Mette Dreyers tegninger, er en glimrende udgave til den "almindelige" låner

Samlet konklusion

Sammenlagt en flot og overskuelig udgave af Blichers noveller og med Mette Dreyers kongeniale streg