Klimalitteratur
Hvordan ser vi naturen? Det er det helt afgørende spørgsmål som klimalitteraturen på forskellig vis kredser om - og dermed er økokritikkens undersøgelse af forholdet mellem litteraturen og det fysiske miljø måske mere højaktuelt end nogensinde.
I 2019 blev Danmarks første klimalitteraturfestival Klima&Litteratur afholdt. Her kan du læse artiklen: Klimakrisen i dansk litteratur er værd at beskæftige sig med, af festivalleder, Anna Chris Thompson.
Den grundlæggende økokritiske antagelse, som tydeligt ræsonnerer i klimalitteraturen er, at den vestlige historiske opdeling mellem natur og kultur er både kunstig og forfejlet.
I klimalitteraturen, indtager økopoesien en central rolle, med flere repræsentanter, blandt især yngre danske digtere og forfattere. Et økopoetisk karakteristika er opløsningen af den antropocentriske tænkning: menneske og natur flyder sammen i en fundamental forbundethed.
Poesien spiller en væsentlig rolle i klimalitteraturen, da den ofte anses for at være en genre med en særlig sensibilitet og styrke ift. at udforske ændringerne i menneskets natur- og omverdensforhold. [2]
Samtidig er det dog vigtigt at nævne, at der er en overraskende stor genremæssig spredning blandt de klimalitterære værker. Klimafiktion omtales ofte som Cli-fi, og det rimer ikke på sci-fi uden grund, da disse ofte har et dystopisk og apokalyptisk afsæt, dog på forskellige måder og i varierende grad.
Både cli-fi og økopoesi pendulerer i spændingsfeltet mellem utopi og dystopi: ”På den ene side er der et kritisk potentiale. Her fungerer litteraturen som et spejl, der holdes op for vores handlinger og tydeliggør det håbløse i dem. På den anden side er der et utopisk potentiale, hvor litteraturen kan komme med nye ideer til den fremtid, vi går i møde.” [3]
Klimalitteraturen sanseliggør vores økologiske bevidsthed. Den skaber et refleksionsrum i en virkelighed, hvor vi har indset, at mennesket ikke er altings målestok, men at vi flyder ud, i opløsningen mellem menneske og natur.
Læs mere på Litteratursiden.dk