Indgangen til Holbæk Bibliotek
Indgangen til Holbæk Bibliotek

Vær med til at udfordre børn og unge i Holbæk Kommune

03.05.19
Er du vores nye kollega i Team Børn & Unge på Holbæk Bibliotekerne?

Brænder du for småbørns tidlige sprogetablering, børn- og unges læselyst og at samarbejde med kommunens forskellige institutioner? Så er du måske vores nye kollega i Team Børn & Unge på Holbæk Bibliotekerne.

Holbæk Bibliotekerne søger en udadvendt, projektorienteret medarbejder med stærke relationskompetencer, som vil være med til fortsat at udvikle Holbæks biblioteksvirksomhed.

Vi arbejder målrettet på at kommunens børn tidligt får etableret et godt sprog samt at øge børn og unges læselyst. I de kommende år fortsætter vi arbejdet med at videreudvikle vores tilbud. Derfor søger vi en kollega til Team Børn & Unge.

Holbæk Bibliotekerne har et godt samarbejde med institutioner, hvor vi betjener dagplejere, vuggestuer, børnehaver og skoler med blandt andet biblioteksorienteringer, emnekasser og besøg - hvor vi tager ud - i forbindelse med eksempelvis Lillefidus, Læsefidus og Anmeldergruppe.

Du forventes at indgå i disse arbejdsopgaver og er med til at skabe og vedligeholde relationer til brugerne, børn og fagprofessionelle, du møder i dagtilbud og skole. Du får daglig kontakt med bibliotekets brugere med et særligt fokus på Svinninge Bibliotek.

Du skal være uddannet bibliotekar DB eller cand.scient.bibl. eller have en anden relevant uddannelse.

Vi ser gerne eksempler på projekter, som du har været med til at udvikle og føre ud i livet, især angående den udfordring, at få børn og unge til at læse.
Det forventes at du har fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rører sig blandt børn og unges litteratur og kultur.

Stillingen er på 37 timer. Løn forhandles efter gældende overenskomst. Ansøgningsfrist den 22.maj 2019.
Samtaler forventes afholdt i uge 23. Forventet start 1.august 2019.

Om Holbæk Bibliotekerne
Holbæk Bibliotekerne arbejder aktivt på at skabe det bedst mulige bibliotekstilbud til borgerne i Holbæk kommune – sammen med borgerne. Fællesskab er omdrejningspunktet både internt i organisationen og i vores arbejde med at styrke den demokratiske sammenhængskraft og understøtte viden, læsning, læring og oplevelser. Vi vil gøre en forskel for den enkelte, for foreningerne, andre kommunale aktører og selvfølgelig for kulturlivet.

Vi har 4 biblioteker og 35 medarbejdere, der sørger for at vores tilbud både lever i vores huse og også kommer ud blandt borgerne.

Biblioteket består organisatorisk af 3 selvstyrende teams, der udgår fra de to afdelinger: Værtskab og Fællesskab.

Kontakt
Anne Rabitz, børne- og ungebibliotekar, Team Børn & Unge – på mail: anrab@holb.dk eller telefon 72 36 70 77
Rikke Rørbeck Drustrup, vicebiblioteksleder og afdelingsleder, Afdeling Fællesskab – på mail: rrc@holb.dk eller telefon 72 36 70 44

Ansøgningen sendes til: https://holbaek.emply.net/recruitment/vacancyAd.aspx?publishingId=454ff2a2-2f7f-47cb-9808-a41424df139b